København, 20/05/2025 - 07:56
Henrik Sass Larsen selvudgiver bog om tre uger
Politikens Forlag har tidligere sagt, at det modtog et bogmanuskript af Sass Larsen, som det droppede.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den tidligere minister Henrik Sass Larsen udgiver en bog uden om et forlag om tre uger. Det siger han til B.T.
Helt konkret ventes han at udgive bogen, der får titlen "Tilbageslag", 10. juni, der ifølge ham vil fortælle hans version af sagen, der har fået stor opmærksomhed.
I marts kom det frem, at Sass Larsen er tiltalt for at være i besiddelse af over 6200 billeder og 2200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn.
Derudover er han tiltalt for at være i besiddelse af en barnedukke, konstrueret med et seksuelt formål for øje, "idet den var opskåret i skridtet og tilknyttet en elektronisk betjening", lyder det i anklageskriftet.
Eksministeren nægter sig skyldig i alle anklagepunkter. Kort tid efter at det kom frem, at han var tiltalt, lød det fra ham, at han havde planlagt at udgive en bog.
- Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd - og kommer aldrig til at gøre det. Mit ærinde har været det stik modsatte, sagde Henrik Sass Larsen i en pressemeddelelse og fortsatte:
- Jeg havde håbet og forventet at have længere tid hertil, men jeg vil nu bruge alle mine kræfter på at færdiggøre bogen, få fortalt min version af sagen og få renset mit navn, lød det.
Politikens Forlag har tidligere sagt til Berlingske, at forlaget har modtaget et bogmanuskript, som Sass Larsen er forfatter til.
Men efter at anklageskriftet mod Sass Larsen blev offentliggjort, besluttede Politikens Forlag ikke at udgive bogen.
Forlagene Grønningen 1, Lindhardt og Ringhof og Buster Nordic har alle sammen afvist overfor Ekstra Bladet at have nogen planer om at udgive bogen.
Formanden for forlaget Impact Press, Jakob Kvist, har dog sagt til Radio IIII, at han ikke på forhånd ville afvise at udgive en bog.
Sass Larsen siger til B.T., at han har "fået mange henvendelser" efter afvisningen fra Politikens Forlag, og at han har været i "seriøs kontakt med to forlag". Han vil dog "af diskretionshensyn" ikke oplyse, hvilke forlag der er tale om.
- Det her er min kamp, og jeg skal selv kommunikere uden mellemled, siger han om selvudgivelsen og fravalget af et forlag til mediet.
Straffesagen mod den tidligere minister skal køre den 21. august i Københavns Byret, hvor der er afsat en retsdag til sagen.
/ritzau/