København, 18/06/2025 - 15:38
Ejere nikker ja til at fusionere Arla og tysk mejerigigant
Arla og tysk mejerigigant mangler fortsat grønt lys fra myndigheder, før stor fusion bliver en realitet.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Andelshaverne i Arla Foods og tyske DMK Group har onsdag stemt for den planlagte fusion af de to mejeriselskaber.
Det oplyser Arla Foods i en pressemeddelelse.
Fusionen vil skabe Europas største andelsmejerikoncern, som vil være ejet af 12.000 landmænd og omsætte for omkring 19 milliarder euro, svarende til 142 milliarder kroner.
Det vil i givet fald blive Europas største andelsmejerikoncern og skal videreføres under Arlas navn.
Hovedkvarteret kommer også til at ligge i Viby J, hvor Arla Foods i forvejen har sit hovedsæde.
Arla Foods skriver i pressemeddelelsen, at der var et "klart flertal af ja-stemmer" fra både Arla og DMK til fusionen.
Det "markerer en vigtig milepæl i sammenlægningen af de to virksomheder", lyder det videre.
- Vi ved af erfaring, at vores organisationer arbejder godt sammen, siger Peder Tuborgh, administrerende direktør i Arla Foods, i pressemeddelelsen.
- Ved at forene kræfterne vil vi være i stand til at fremskynde innovation og levere næringsrige produkter til flere mennesker, samtidig med at vi arbejder for en stærk mælkepris til vores ejere.
DMK Group og Arla Foods samarbejder allerede i det fælles selskab Arnoco, der laver valle fra osteproduktion om til valleprotein og laktose.
Den planlagte fusion mangler dog fortsat den endelige godkendelse af konkurrencemyndighederne. Myndighedernes behandling af sagen ventes afsluttet i første kvartal af 2026 ifølge Arla Foods.
Indtil da vil de to virksomheder fortsat fungere som to uafhængige selskaber.
DMK Group er Tysklands største andelsmejeri.
DMK står for Deutsches Milchkontor og er også resultatet af en fusion. I 2011 blev Nordmilch og Humana Milchindustrie lagt sammen og dannede Tysklands største mejerikoncern.
Arla Foods er selv resultat af den fusion, der blev indgået mellem danske MD Foods og svenske Arla for 25 år siden.
Sidenhen har selskabet igennem opkøb etableret sig i blandt andet Storbritannien, Tyskland og Benelux-landene, ligesom man også eksporterer mælkeprodukter til Mellemøsten og Asien.
Arla står blandt andet bag mærkerne Lurpak, Buko, Puck og Cheasy.
/ritzau/