Randers, 21/05/2025 - 14:48
Skovrider idømmes betinget fængsel for vanrøgt af kvæg i Mols Bjerge
Chef for Naturstyrelsen Kronjylland og driftsansvarlig idømmes tre måneders betinget fængsel for vanrøgt.
Morten Juhl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Chefen for Naturstyrelsen Kronjylland, skovrider Peter Brostrøm, er onsdag ved Retten i Randers fundet skyldig i en sag om vanrøgt af kvæg i Mols Bjerge.
Han idømmes betinget fængsel i tre måneder.
Også en tidligere driftsansvarlig i Naturstyrelsen Kronjylland er fundet skyldig og ligeledes idømt betinget fængsel i tre måneder.
De to var tiltalt for vanrøgt af 76 kreaturer, der græssede på Naturstyrelsen Kronjyllands arealer i Mols Bjerge fra november 2020 til februar 2021.
Flere af dyrene var ifølge anklageskriftet stærkt afmagret med synlige ribben og skarpe hoftehjørner, ligesom flere køer havde aborteret døde kalve på grund af underernæring.
Dyrene levede vinteren igennem af græs, blade, bark og gyvel. I februar 2021 blev de taget på stald og tilskudsfodret.
Besætningsdyrlægen konstaterede i en rapport udarbejdet i midten af februar, at dyrenes huld – et udtryk for kød- og fedtaflejring i kroppen - var ”under al kritik” og ”på det groveste på kant med dyreværnsloven”.
5. marts 2021 blev der indgivet politianmeldelse mod Naturstyrelsen Kronjylland til Østjyllands Politi.
Det førte til, at politiet og Fødevarestyrelsen samme dag rykkede ud på et tilsynsbesøg.
Efterfølgende blev der iværksat en politimæssig efterforskning, der endte med, at der blev rejst tiltale mod både Naturstyrelsen, skovrider Peter Brostrøm og den driftsansvarlige medarbejder.
Naturstyrelsen accepterede forud for retssagen at betale en bøde på 800.000 kroner.
Retten finder, at de to tiltalte ikke sørgede for tilstrækkelig instruktion af personalet om tildeling af foder og ikke førte det fornødne tilsyn med, at afgræsningen foregik på en dyrevelfærdsmæssig forsvarlig måde.
De to tiltalte har nægtet sig skyldige, siden sagen begyndte i retten 29. april.
Specialanklager Katrine Klausen erklærer sig efter domsafsigelsen tilfreds med udfaldet:
- De to tiltalte er i det væsentligste fundet skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet.
- Jeg er tilfreds med, at retten vurderer, at de to strafferetsligt kan gøres ansvarlige, siger hun.
Forsvarsadvokaten for Peter Brostrøm har øjeblikkeligt meddelt, at dommen ankes til frifindelse.
Advokaten for den driftsansvarlige, der siden sagens opstart er gået på pension, har oplyst, at dommen modtages.
Peter Brostrøm har været hjemsendt, siden der blev rejst tiltale mod ham.
/ritzau/