København, 01/12/2025 - 05:45
Fra tv-darling til seniorpension: Jes Dorph kæmper for erstatning
Mandag skal Højesteret se på Jes Dorph-Petersens millionkrav mod advokat bag undersøgelse, der fik ham fyret.
Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
For fem år siden slog en advokatundersøgelse om sexchikane på TV 2 benene væk under journalist Jes Dorph-Petersens karriere.
Han blev fyret fra sit job på TV 2-programmet "Go' aften Live", som produceres af Nordisk Film TV.
Mandag møder den 66-årige tidligere tv-vært i Højesteret, hvor han kræver en erstatning på knap to millioner kroner fra advokaten bag undersøgelsen.
- Jeg ser frem til at få sagen afsluttet. Jeg er sikker på, at Højesteret vil træffe den rigtige afgørelse, siger Dorph-Petersen.
Han har ikke arbejdet meget siden fyringen og fik i efteråret 2022 tilkendt seniorpension, som gives til personer med varigt nedsat arbejdsevne.
- Lægerne har vurderet, at jeg har fået PTSD og simpelthen ikke er egnet til at arbejde på fuld tid på grund af traumer, jeg har fået af sagen, siger han.
En overgang havde han en værtstjans nogle timer om ugen på DK4, og han har skrevet klummer for Avisen.dk. I dag holder han sporadiske foredrag, fortæller han.
Det var i efteråret 2020, at advokat Yvonne Frederiksen fra Norrbom Vinding blev sat til at udføre en advokatundersøgelse for TV 2 af mulig sexchikane på tv-stationen.
To tidligere praktikanter henvendte sig og kom med beskyldninger mod Jes Dorph-Petersen, som handler om episoder i årene 2001 og 2003.
Yvonne Frederiksen beskrev det, der var foregået, som sexchikane, og hun konkluderede, at der var et sagligt grundlag for at fyre Dorph.
Men undersøgelsen var i strid med de principper, som kaldes for "god advokatskik". Det har først Advokatnævnet, siden Østre Landsret og senest Højesteret afgjort med en bøde på 20.000 kroner.
Sideløbende har erstatningssagen kørt i et andet spor.
Tidligere på året frikendte Østre Landsret Yvonne Frederiksen for at skulle betale erstatning til Jes Dorph-Petersen.
Selv om hun har overtrådt god advokatskik, handlede hun ikke "ansvarspådragende", lød landsrettens vurdering.
I stedet skulle Jes Dorph betale 150.000 kroner til Yvonne Frederiksen for hendes sagsomkostninger.
Trods risikoen for at ende med en endnu større regning, hvis han taber igen, har Jes Dorph-Petersen anket til Højesteret.
Erstatningen på næsten to millioner kroner, som han kræver, er blandt andet på baggrund af, at han tjente på den pæne side af 100.000 kroner om måneden, da han blev fyret.
Forud for retsmødet mandag har advokatfirmaet Norrbom Vinding, som Yvonne Frederiksen er ansat i, ingen kommentarer.
Højesteret ventes at afgøre sagen inden jul.
/ritzau/




