København, 28/10/2025 - 15:22
Frygtindgydende program genopstår på TV 2 med bangebuks som vært
Komikeren Ruben Søltoft inviterer fire danske kendisser og deres to nærmeste venner til at se deres frygt i øjnene i realitykonkurrencen "Fear Factor".
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Efter over 20 års fravær fra dansk tv vender realitykonkurrencen "Fear Factor" tilbage.
TV 2 har fået fingre i formatet, og stationen har hyret komikeren Ruben Søltoft som vært.
Det fremgår af TV 2's oversigt over mediemastodontens streamingsatsninger i december.
Sidst "Fear Factor" blev sendt, var på TV3 i begyndelsen af 00'erne med Biker-Jens som vært.
I TV 2's udgave af "Fear Factor" inviterer Ruben Søltoft fire kendte danskere og deres to nærmeste venner med på en uforudsigelig rejse ind i frygtens mørke, lyder det.
- Hvem tør se deres frygt i øjnene, og hvem står tilbage som vindere?, skriver TV 2 om programmet.
Ruben Søltoft har også delt nyheden på sin Instagram-profil.
- Den største bangebuks, I kender, skal være vært på "Fear Factor", skriver han og fortsætter:
- "Fear Factor" er jo et program, der er notorisk kendt for at have en frygtløs vært, der ikke er bange for noget som helst. Men så tænkte de gode folk på TV 2: "Gad vide, om det er sjovere, hvis værten er en gigantisk bangebuks?", lyder det fra Ruben Søltoft.
- Optagelserne har været vanvittige, og jeg glæder mig meget til premieren til december, tilføjer han i opslaget.
Hverken Ruben Søltoft eller TV 2 afslører for nu ikke flere detaljer om programmet eller udfordringerne i det.
Da "Fear Factor" blev sendt på TV3, skulle deltagerne blandt andet spise kogte tyretestikler, ligge i en glaskiste fyldt med levende orme og springe fra en kørende lastbil til en anden i kampen om at vinde en pose penge.
/ritzau/




