København, 14/08/2025 - 13:22
Mand rekrutterede hvide bude fra fængslet via Facebook
En mand er blevet idømt syv år og seks måneder for at have deltaget i videreoverdragelse af 4,4 kilo kokain.
Søren Lorenzen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Akin Sayilgan er idømt syv år og seks måneders fængsel for at have en koordinerende og ledende rolle i at rekruttere hvide bude, mens han afsonede en dom i Frederikssund Arrest sidste år.
Den 27-årige mand fandt frem til de hvide bude på Facebook. Han tilstod torsdag sin rolle i narkosalget i et retsmøde i Københavns Byret.
Han er dømt, for at i alt at have deltaget i videreoverdragelse af 4,4 kilo kokain til et større antal personer i Københavnsområdet og forsøg på køb af et kilo kokain.
Dommeren lagde i sin afgørelse vægt på mængden af kokain, den dømtes rolle i rekrutteringen af de hvide bude, korrespondancer med bagmændene bag narkosalget, og at han tidligere er blevet dømt for lignende kriminalitet.
Strafudmålingen bar dog også præg af, at det var en tilståelsessag, hvilket dommeren også lagde vægt på i sin strafudmåling.
Efter kort tid accepterede forsvareren og Akin Sayilgan dommen.
/ritzau/