En duft af brunt og brændt bør forbindes med alt andet end julehygge.
Tilberedningen af andestegen og de brunede kartofler udsender nemlig et væld af partikler, der kan skade helbredet.
Derfor er det et problem, at hver femte dansker slukker for emhætten, fordi den larmer. Det konkluderer Teknologisk Institut i en ny undersøgelse af vores emhættevaner.
- Det er interessant, at danskerne generelt interesserer sig mere for sundhed og indeklima, men paradoksalt nok ikke bruger emhætten på grund af støj, siger Christian Grønborg Nicolaisen, der er sektionsleder hos Teknologisk Institut, og uddyber:
- I løbet af de senere år har danskerne forstået, at brændeovne og stearinlys afgiver skadelige partikler, men vi skal også forstå, at madlavning er forbundet med partikelforurening.
Han henviser til studier fra Nottingham University i England, der viser, at fine partikler i hjemmet hører til blandt de mest skadelige luftforureninger for menneskers helbred. Forskerne peger i den forbindelse på madlavning som en af de primære kilder til disse fine partikler.
Faktisk vurderes det, at partikelkoncentrationen ved madlavning er op til 20 gange højere, end den koncentration, man ser ved en stor skovbrand, hvor man blive bedt om at lukke vinduerne.
Partiklerne opstår primært, når du steger noget, eller når du skruer godt op for ovnen, fortæller Andreas Egholm Nielsen, der er konsulent ved Teknologisk Institut.
- Du skal ikke være bekymret, når du for eksempel koger pasta, fordi det her er ren fugt, der stiger op fra gryden. Partiklerne kommer, når du steger en bøf ved høj varme på panden, eller har ovnen kørende på en høj temperatur, siger han.
Emhætten er derfor din bedste ven, når det gælder om at begrænse den usynlige forurening, der hvirvler rundt i køkkenet og videre til husets andre rum. Teknologisk Institut råder til, at du tænder den ti minutter før, du begynder at lave mad, og at du lader den køre en halv time efter.
- Det er særligt vigtigt, at du lader emhætten være tændt efter madlavningen, for så opfanger den mange flere af partiklerne, der er blevet genereret i dit køkken. Slukker du emhætten med det samme, flyver de stadig rundt i hjemmet, lyder det fra Andreas Egholm Nielsen, der selv har det som en vane, at emhætten kører, indtil han er færdig med at spise.
- Det plejer at passe med de 30 minutter, siger han.
En anden vigtig tommelfingerregel er at skrue op for emhætten, hvis hjemmet fyldes med en kraftig lugt af mad, mens du kokkererer. Åbn også gerne et vindue for at udligne udsugningen fra emhætten, hvis du ikke har anden ventilation.
Derudover er det ikke kun relevant at tænde for emhætten, når du har gang i komfuret og ovnen. Den skal også tændes, når du laver mad i airfryeren eller rister boller på brødristeren.
- Alle apparater, der varmer ting op i en grad, at de steger eller rister maden, genererer partikler, der kan være skadelige. Og hvis du ikke bruger dine kogeplader, er det oplagt at rykke airfryeren eller brødristeren ind under din emhætte, siger Andreas Egholm Nielsen.
/ritzau fokus/