Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 06/11/2024 - 12:59

Norsk kronprinsesse er tilbage på arbejde efter sygemelding

Den norske kronprinsesse blev sygemeldt for to uger siden på grund af bivirkninger fra ny medicin.

Jens Kalaene/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den norske kronprinsesse, Mette-Marit, er blevet raskmeldt efter en sygemelding på to uger.

Det bekræfter det norske kongehus over for nyhedsbureauet NTB.

Sygemeldingen kom, efter at kronprinsessen fik bivirkninger fra en ny medicin mod sin kroniske sygdom lungefibrose.

Raskmeldingen betyder, at kronprinsessen er tilbage på arbejde onsdag aften.

Her deltager hun i et arrangement med sin mand, kronprins Haakon, som handler om unges mentale sundhed.

Hun har tidligere modtaget medicin mod sin sygdom, som hun blev diagnosticeret med i 2018.

Hun stoppede dog behandlingen på grund af netop bivirkninger.

Kronisk lungefibrose er en sygdom, som ikke kan helbredes. Den viser sig ved symptomer som åndenød og tør hoste.

Tilbage i 2018 fortalte kronprinsessen, at hun offentligt fortalte om sygdommen, fordi den ville komme til at begrænse hendes evne til at arbejde.

/ritzau/

København, 07/11/2024 - 07:21

Keld Heick modtager livslang hæder fra Statens Kunstfond

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Musikeren Keld Heick tildeles Statens Kunstfonds livslange hæder. Med hæderen kan man modtage en ydelse.

Musikeren og sangskriveren Keld Heick tildeles Statens Kunstfonds livslange hæder.

Det skriver fonden i en pressemeddelelse.

Statens Kunstfond tildeler hæderen til kunstnere, som skaber og har skabt kunst af ypperligste kvalitet og til glæde for mange, lyder det på Statens Kunstfonds hjemmeside.

Keld Heick er en af fem nye modtagere af hæderen.

Hæderen er livslang, og man kan blive tildelt en ydelse. Hvor stor den er, afhænger af modtageren af hæderens indtægt.

Keld Heick har optrådt med sin hustru, Hilda Heick, og han har skrevet teksten til over 30 sange, som har været med i dansk melodigrandprix.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/11/2024 - 07:00

Hella Joof og Abdel går til grænsen i snak om racisme og seksualitet

Mathias Eis/Ritzau Scanpix

I podcasten "En anden tid" vil værterne Hella Joof, Abdel Aziz Mahmoud og Zelma Lewerissa dissekere generationskløfter og krænkelsesparathed.

Det kan føles som et farligt minefelt at tale om køn, seksualitet og racisme på tværs af generationer.

Det mener filminstruktør Hella Joof, tv-vært Abdel Aziz Mahmoud og skuespiller Zelma Lewerissa, der torsdag springer ud som værter på den spritnye podcast "En anden tid".

Det skriver Podimo i en pressemeddelelse.

På tværs af generationer og baggrunde vil de diskutere, hvordan man kan tale om emner som seksualitet, racisme og identitet, der til tider fejes til side i høflighedens navn.

Forskelligheder til trods vil de tre værter forsøge at lave en "regelbog" for generationerne, der kan lette spændingerne mellem unge og ældre, lyder det i beskrivelsen af podcasten.

- Jeg vil række hånden ud og skabe en lille bro mellem generationerne. Vi har brug for at lytte til hinanden og mødes på tværs, siger Hella Joof, der med sine 62 år repræsenterer det modne segment i værtstrioen.

Også trioens yngste medlem, Zelma Lewerissa, vil ændre samtalen.

Hun er færdig med at høre om "krænkelsesparathed" og "ramaskrig omkring pronomener", lyder det fra den 28-årige skuespiller, der blandt andet har været med i TV 2-serien "Dag & Nat".

Zelma Lewerissa er datter af Hella Joofs eksmand, skuespiller Runi Lewerissa, der også har datteren Olivia Joof med filminstruktøren.

De to kvinder flankeres af den erfarne tv-vært Abdel Aziz Mahmoud, der håber på at bygge bro mellem både baggrunde og generationer i podcasten.

Noget han selv har oplevet som en udfordring.

- Jeg har fuld plade i minoritetsbanko - muslim, flygtning, homoseksuel og astmatiker - og jeg må indrømme, at rummelighed kan være en udfordring. Især når man jonglerer mellem generationer og kulturer, siger Abdel Aziz Mahmoud i pressemeddelelsen.

Podcasten har premiere 7. november og udkommer ugentlig hver torsdag på Podimo.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 06/11/2024 - 14:45

FAKTA: Regler for vinterdæk

* Der er ikke lovkrav om brug af vinterdæk i Danmark, men bilejernes interesseorganisation, FDM, anbefaler, at du kører med vinterdæk i vinterføre.

* Det er tilladt at køre med pigdæk i Danmark fra 1. november til 15. april.

* Det er en god ide at få vinterdækkene på i god tid, og især før den første sne kommer, da det traditionelt kan skabe kø på dækcentrene.

* Hvis du skal køre på is- eller sneglatte veje, anbefaler FDM, at helårs- og vinterdæk har minimum fire milimeter mønsterdybde. Det handler både om sikkerhed og fremkommelighed.

Kilde: bilejernes interesseorganisation, FDM.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 06/11/2024 - 14:45

Vinterdæk til elbilen er dyrere og slides hurtigere

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Som elbilejer skal du have flere penge op af lommen, når du skifter til vinterdæk, og dækkene slides hurtigere.

Prisen for at skifte til vinterdæk skrues op, når din bil kører på strøm.

Og det kommer bag på en hel del danskere, fortæller Jesper Valentin Lund, der er konceptchef hos den landsdækkende værkstedskæde Teknicar.

- Jeg har talt med mange, som har købt en elbil - særligt dem, der har købt den om sommeren - som får den her overraskelse, når de kommer ind for at få skiftet til vinterdæk, siger han.

Hvor meget dyrere regningen bliver, afhænger både af hvilken bil du har, og hvilket værksted du er kunde hos. Men ifølge Jesper Valentin Lund kan der være tale om en prisforskel på flere tusinde kroner.

Generelt er dæk til elbiler bare dyrere end til fossile biler. Det skyldes blandt andet, at en elbil vejer mere end en bil, der kører på diesel eller benzin.

- Elbiler er typisk væsentligt tungere på grund af batteriet. Dækkene skal derfor være stærkere, så de kan klare mere vægt, forklarer Jesper Valentin Lund.

Prisen på vinterdækkene ryger derudover op, fordi du ikke kun køber dæk, men også fælge, og de skal også passe til elbilens størrelse, lyder det fra Yasser Abaiji, der er teknisk konsulent ved bilejernes interesseorganisation, FDM.

- Når vi har med elbiler at gøre, er det typisk biler, der har store fælge og brede hjul. Det betyder, at dimensionerne er atypiske, og så bliver de dyrere, siger han.

Kører du ikke særligt tit i din elbil, kan du spare nogle penge ved at droppe vinterdæk og i stedet vælge helårsdæk.

- Det kan man gøre, hvis man har mulighed for at lade bilen stå, hvis der er meget sne eller is på vejene, siger Yasser Abaiji.

En anden vigtig ting at være opmærksom på som elbilejer er, at elbilen slider sine dæk hurtigere end fossile biler, fordi der er mange kræfter på spil.

- Førstegangs elbilejere er typisk rigtig hårde ved dækkene, fordi de kører friskt til i accelerationerne, fortæller Jesper Valentin Lund.

Du kan ifølge ham minimere sliddet på dækkene ved at trykke knap så hårdt på speederen, når du skal op i fart.

Yassar Abaiji fra FDM anbefaler derudover, at du året rundt en gang imellem bytter om på for- og bagdæk. På den måde jævner du dæksliddet ud.

- Når du bremser en bil, lægger vægten sig typisk på forhjulene, hvilket giver et større slid, siger han og uddyber:

- Så hvis du sørger for at bytte om på for- og baghjul, kan du forlænge dækkenes levetid, siger han og foreslår, at du for eksempel bytter om på dækkene, hver gang du har kørt 10-15.000 kilometer.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek