København, 26/06/2025 - 12:54
Justitsminister afviser at tale for åben mikrofon om Den Sorte Svane
Peter Hummelgaard nægter på samråd at forklare politiarbejdet i tv-dokumentaren "Den sorte svane".
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er ét overskyggende svar, da justitsminister Peter Hummelgaard på et samråd torsdag bliver udfrittet om politiets ageren i TV 2-dokumentaren "Den sorte svane":
"Ingen kommentarer."
Politiets arbejde med kildeførere og meddelere i det kriminelle miljø er så fortroligt og sensitivt, at justitsministeren altovervejende afviser at give konkrete forklaringer.
- Jeg er som minister underlagt lovgivningens regler om fortrolighed og nogle gange endda skærpet fortrolighed, siger han og fortsætter:
- Det gør, at jeg ikke på et åbent samråd med tv-transmission kan udtale mig om alle forhold, uanset hvor dygtigt, Rosa Lund (EL), Helene Brydensholt (AL) og Steffen Larsen (LA) stiller spørgsmålene.
De tre nævnte oppositionspolitikere fra Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance har ledt an i kritikken af de forhold, som nye afsnit af "Den Sorte Svane" har afsløret.
Her dokumenteres det blandt andet, hvordan betjente i politiafdelingen NSK - National enhed for Særlig Kriminalitet - undersøger journalister og ransager deres harddisk, ligesom at meddeleren Amira Smajic instrueres i at lyve i retten.
Justitsministeren afviser i grove træk at svare på spørgsmål om, hvorvidt det er lovligt, og hvordan det kan ske.
Han understreger dog, at ”den frie presse er en grundsten i vores demokrati”, og at journalister skal kunne udføre deres arbejde uden frygt for at blive aflyttet og efterforsket.
- Men medier og journalister er heller ikke hævet over loven, siger Peter Hummelgaard.
De tre oppositionspolitikere er enige om, at den manglende indsigt i politiets arbejde skader offentlighedens tro på politiet.
- Vi skal kunne have tillid til politiet. Det er fundamentalt i en retssag, lyder det fra Helene Brydensholt fra Alternativet.
/ritzau/