Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Santa Fe, 28/02/2025 - 23:50

Gene Hackman kan være død ni dage før fund af lig

En patolog mener ifølge lokalt politi ikke, at skuespiller og pianist døde af kulilteforgiftning.

Ralph Dominguez/Mediapunch/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er sandsynligt, at skuespilleren Gene Hackman døde ni dage inden, at ligene af ham og hans hustru, Betsy Arakawa, blev fundet.

Det siger politiet i Santa Fe i den amerikanske delstat New Mexico på et pressemøde fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ægteparret blev fundet døde onsdag sammen med en af deres hunde. Ifølge politiet kom det sidste signal fra Hackmans pacemaker 17. februar.

Dødsårsagen er endnu ikke blevet klarlagt, lyder det.

På pressemødet siger politiet, at en patolog har udelukket, at ægteparret er døde af kulilteforgiftning.

Politiet gentog også, at man ikke mener, at der er sket en forbrydelse.

Ægteparret blev fundet døde i hver sit rum i deres hus.

Det er tidligt kommet frem, at det så ud som om, at de begge pludseligt var faldet til jorden og umiddelbart ikke havde tegn på, at de var blevet udsat for vold.

Gene Hackman blev 95 år. Hans kone, pianisten Betsy Arakawa, blev 64 år.

/ritzau/

København, 01/03/2025 - 06:00

FAKTA: Grandprixvinder går efter sin anden sejr

Joerg Carstensen/Ritzau Scanpix

Flere erfarne kunstnere og sangskrivere står bag årets sange i Dansk Melodi Grand Prix.

Flere kendte navne skal synge om sejren i årets danske melodigrandprix, som løber af stablen i Jyske Bank Boxen i Herning lørdag 1. marts, heriblandt en tidligere vinder.

Tim Schou, som vandt konkurrencen tilbage i 2011 som en del af bandet A Friend in London, stiller i år op som solist.

I feltet finder man også Andreas Kruse, der vandt en anden sangkonkurrence, nemlig "X Factor" i 2018 som en del af Thomas Blachmans gruppe Place on Earth.

Også Mariya Apollonia, som sidste år deltog i "X Factor", hvor hun også var under Thomas Blachmans vinger, stiller op i årets danske melodigrandprix.

Her er alle årets otte artister og finalister i Dansk Melodi Grand Prix 2025:

* Mariya: "I Belong To Me".

* Tim Schou: "Proud".

* Max Ulver: "Supernova".

* Hervé Toure: "Allez Allez".

* Maria Mathea: "Air".

* Adel the Second: "The Unluckiest Boy Alive".

* Sissal: "Hallucination".

* Andreas Kruse: "Hear My Prayer".

Kilde: DR.

/ritzau/

Læs Mere >>

Herning, 01/03/2025 - 06:00

Testforløb skærper årets danske melodigrandprix

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Mens DR's grandprixboss kalder årets grandprixsange for stærke, kalder grandprixkender feltet for sikkert.

Efter det, der blev kaldt en historisk nedsmeltning, iværksatte DR i 2023 et analysearbejde, i håbet om Danmark ville genfinde melodien og kvalificere sig til Eurovision-finalen, som har været uden dansk deltagelse siden 2019.

Selv om det heller ikke lykkedes sidste års Eurovision-håb, Saba og nummeret "Sand", at kvalificere sig, er man fortsat med strategien i årets danske melodigrandprix, som løber af stablen lørdag 1. marts i Jyske Bank Boxen i Herning.

- Det kan lyde meget basalt, men det kan man ikke altid bare tage for givet, når presset kommer på: Sangen skal være let at afkode, sangeren skal have en stærk vokal, og så handler det om, at vi har en performer, der står sikkert på scenen og leverer, siger DR's grandprixchef, Erik Struve Hansen.

Netop en stærk performance har DR særligt screenet årets otte artister for.

De, der bevæger sig meget på scenen, er eksempelvis blevet testet i, om de kan synge imens.

Og så har alle - ligesom foregående år - talt med en psykolog om, hvad de går ind til.

- Jeg synes, vi har otte sange - og otte artister - som har hele pakken, lyder det fra Erik Struve Hansen.

I feltet finder man blandt andre den tidligere X Factor-vinder Andreas Kruse. Han stiller op med nummeret "Hear My Prayer", som den svenske sangskriver Linda Dale har været med til at lave. Sidste år var hun med til at skrive "The Code", som Nemo fra Schweiz vandt det internationale melodigrandprix med.

Også popproduceren Remee har skrevet en af årets sange. Og så er der gensyn med Tim Schou, der vandt det danske melodigrandprix i 2011 som en del af A Friend in London, der fik en femteplads i Eurovision.

Bookmakernes bud på en vinder er dog Sissal, som stiller op med nummeret "Hallucination".

Den tror grandprixkender Mila Kovalj fra Eurovision-mediet Good Evening Europe også mest på i et felt, som hun kalder for sikkert. Måske også for sikkert.

- Det er en stærk melodi, som har en god gennemslagskraft. Sissal har en rigtig stærk vokal, især i omkvædet, hvor hun giver den fuld smadder. Hun virker også virkelig karismatisk og god på scenen, siger hun og tilføjer:

- Vi sender tit de her hyggelige popsange afsted. Men Eurovision er blevet så stort, så jeg tror, vi er nødt til at gøre noget ekstra.

Dansk Melodi Grand Prix 2025 sendes live på DR1 og DRTV lørdag klokken 20.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/02/2025 - 14:16

Chocolatier dumper viral trend: Det er en tarvelig mælkechokolade

Frank Hoermann / Sven Simon/Ritzau Scanpix

Prisen for den virale Dubai-chokolade er skyhøj, alligevel er den udsolgt flere steder. Professionel chocolatier har dog ikke meget til overs for trenden.

Knaset fra en plade chokolade med den grønne pistaciefarve i et samspil med den tyrkiske filodej kadayif ses overalt på de sociale medier.

Det er blevet en trend at smage og vurdere den såkaldte Dubai-chokolade.

Chokoladetrenden startede i Dubai, og prisen på en plade Dubai-chokolade kan i Danmark være helt op til 300 kroner.

Chocolatier og ejer af Nordic Chocolatiers Jakob Ørstrup er dog ikke imponeret over chokoladen. Han mener ikke, at chokoladen har noget ekstraordinært over sig, men har gået sin sejrsgang på sociale medier, fordi influencere har delt den.

- Folk tror, de køber en lille smag af Dubais rigdom, men det er i virkeligheden en super tarvelig mælkechokolade med pistacie og kadayif-dej, siger han.

Hvis Dubai-chokolade ikke smager bedre end andre chokolader, hvad er det så, der tiltrækker køberne? Ifølge Louise Yung Nielsen, der er lektor i Kultur og Medier på Roskilde Universitet, er der nogle tendenser på de sociale medier, som denne trend samler.

En af de tendenser er ASMR, der er en forkortelse for Autonomous Sensory Meridian Response. ASMR beskriver, hvordan der kan opnås en tilfredsstillelse via lyde på blandt andet sociale medier.

- Det visuelle i videoerne med Dubai-chokolade kombineret med lyden gør, man næsten kan føle, hvordan chokoladen smager i munden, siger hun.

Trenden taler ind i samtiden, hvor der ikke behøves en handling i videoerne for at holde på seeren. I stedet kan de sanselige indtryk give seeren en glæde. Samtidig kommer der et deltagelseselement, ved at man selv kan prøve chokoladen.

- Man kan selv få adgang til chokoladen og mime det, influencerne gør med at brække chokoladen på midten og vise tværsnittet. Det bliver en social praksis, som bliver genkendelig for mange, siger hun.

Hvis man selv skulle ønske at give sig i kast med Dubai-chokolade, så forklarer Jakob Ørstrup, at den er relativt nem at lave selv, og det primært handler om at holde koncentrationen.

- Man skal tage pistaciemassen og køre den op med kadayif-dejen, så har man fyldet. Herefter puttes fyldet på en fyldt plade mælkechokolade, man støber altså en chokoladeskal og kommer fyldet i, bagefter lukkes den, fortæller han.

Fokus skal specielt holdes, når man støber chokoladeskallen. Her skal temperaturen både stige og falde. Man skal starte med at smelte chokoladen på omkring 45 grader, herefter skal den nedkøles til 27-28 grader, inden man til sidst varmer den op til en arbejdstemperatur på omkring 30 grader.

- Det er ikke svært at temperere chokolade. Det handler om temperaturstyring og omrøring. Med fokus kan alle temperere chokolade, siger han.

Jakob Ørstrup vil ikke selv producere Dubai-chokolade, da han ikke mener, det er en bæredygtig mulighed. Et af kritikpunkterne ved Dubai-chokolade er netop bæredygtigheden. Et kilo pistacienødder kræver omkring 8000-9000 liter vand for at blive produceret, hvilket er et problem de steder, hvor der er mangel på vand.

- Jeg tror, de fleste chokolademagere ved, at det har en begrænset levetid, fordi det er et internetfænomen, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 28/02/2025 - 08:00

FAKTA: Det skal du bruge til Dubai-chokolade

* For at lave din egen Dubai-chokolade skal du typisk bruge mælkechokolade eller mørk chokolade, smør, pistaciecreme og kadayif, som er tyndt skåret filodej.

* Du kan eventuelt bruge spiseligt guldstøv til pynt.

* Der findes et væld af flere opskrifter på Dubai-chokolade på nettet, YouTube og sociale medier.

Kilder: Arla og madmedfrihed.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek