Hamburg, 11/05/2025 - 08:21
HSV-træner får dårlig mave, ølbad og ny kontrakt efter oprykning
Merlin Polzin var ramt af nerver, da HSV sikrede oprykning med storsejr. Han blev badet i øl på pressemøde.
Ronny Hartmann/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den talentfulde fodboldtræner Merlin Polzin havde en lørdag aften, han aldrig glemmer.
Med en imponerende 6-1-sejr hjemme over SSV Ulm førte han sin hjerteklub, Hamburger SV, op i Bundesligaen efter syv år i den næstbedste række.
Straks efter slutfløjt søgte kameraerne efter træneren, men han var ingen steder at finde. Selv om der ikke var den mindste snert af spænding om kampens udfald i slutfasen, var Merlin Polzin alligevel ramt af nerver.
- Jeg blev nødt til at skynde mig ind på toilettet. Jeg kunne simpelthen ikke holde mig længere, siger Merlin Polzin ifølge AFP.
Den 34-årige nordtysker har selv spillet en nøglerolle i oprykningen. Han er født og opvokset i Hamburg, er livslang fan af HSV og har selv stået på holdets fantribune som ung.
I 2011 måtte han sande, at hans eget fodboldtalent ikke rakte til en dag at komme på HSV's førstehold, og derfor kastede han sig over trænergerningen.
Fra 2020 og frem til november sidste år var han assistenttræner i HSV, indtil han fik chancen som cheftræner efter endnu en trænerfyring i klubben.
Dengang lå den underpræsterende storklub blot nummer otte i rækken, men på et halvt år har han nu formået at vende det hele på hovedet og indfriet den målsætning, som etablerede trænere er mislykkedes med i årevis: oprykning.
- Vi klarede den, HSV er tilbage. Det er resultatet af utroligt hårdt arbejde. Det er et meget specielt øjeblik, siger Polzin.
Som følge af oprykningen bliver succestrænerens kontrakt automatisk forlænget med endnu en sæson, bekræfter han, men skænker ikke fremtiden større tanker.
- Det er det sidste, jeg tænker på lige nu. Det her handler om at fejre en oprykning, siger han.
Det var hans spillere enige i. De afbrød pressemødet og overdyngede deres cheftræner med øl på podi
/ritzau/