Washington D.C., 04/05/2025 - 18:54
Trump stiller op med lyssværd og Star Wars-dragt i nyt billedstunt
USA's præsident markerer 4. maj iklædt Star Wars-kostume på et AI-genereret billede.
Af: /ritzau/
Det Hvide Hus har endnu en gang forsøgt sig med et kreativt portræt af præsident Donald Trump - denne gang i anledning af, at det er den 4. maj, som uformelt bliver kaldt Star Wars Day.
På billedet, som er lavet ved hjælp af kunstig intelligens, står Trump med et lyssværd i den ene hånd og er iklædt en nedringet sort ærmeløs dragt. Han har muskuløse arme og et stift blik rettet mod kameraet.
- Glædelig 4. maj til alle, herunder de radikale venstreorienterede galninge, som kæmper så hårdt for at bringe Sith-mestre, mordere, narkoherrer, farlige fanger og velkendte MS-13-bandemedlemmer tilbage til vores galakse, skriver Det Hvide Hus under billedet i et opslag på X.
Sith er en orden i Star Wars-universet, og MS-13 er en international bande.
Opslaget afsluttes med hilsenen "May the 4th be with you", som er et ordspil på datoen 4. maj og på Star Wars-citatet "may the force be with you" - på dansk: Må kraften være med dig.
Det er anden gang på to dage, at Det Hvide Hus deler et AI-genereret billede af den amerikanske præsident.
Lørdag var det et billede at Trump udklædt som pave, der gik verden rundt.
/ritzau/