Bukarest, 04/05/2025 - 19:25
Muligt russisk hackerangreb rammer rumænske præsidentkandidater
Foruden fire kandidater er flere regeringshjemmesider blevet udsat for cyberangreb på valgdagen i Rumænien.
Af: /ritzau/
En russisk hackergruppe har søndag angiveligt angrebet en række hjemmesider, der tilhører den rumænske regering og fire rumænske præsidentkandidater.
Det rapporterer det rumænske nyhedsmedie G4media ifølge Politico.
Hackerangrebene finder sted, samtidig med at der afholdes præsidentvalg i Rumænien.
Hackergruppen DDOSIA/NoName057 menes at stå bag.
Det er Rumæniens forfatningsdomstols hjemmeside, regeringens primære webportal, det rumænske udenrigsministeriums hjemmeside og fire præsidentkandidaters hjemmesider, der er blevet ramt.
Det er første runde af præsidentvalget, der afholdes søndag. Hvis ingen kandidater får mere end 50 procent af stemmerne, skal der afholdes en anden valgrunde 18. maj.
Oprindeligt blev den første runde af valget afholdt den 24. november sidste år. Her vandt den prorussiske højrefløjskandidat Calin Georgescu.
En domstol annullerede dog efterfølgende valgresultatet. Der var mistanke om russisk indblanding, lød afgørelsen.
Favorit til at vinde valget denne gang er højrefløjskandidaten George Simion fra partiet AUR. Calin Georgescu har ikke fået lov at stille op igen.
Valgstederne lukker klokken 20.00 dansk tid.
/ritzau/