Kursk, 02/06/2025 - 01:43
Guvernør melder om nye ukrainske droneangreb på Kursk
Flere boliger i Kursk skal være brudt i brand efter nedskudte ukrainske droner er faldet ned i regionen.
Af: /ritzau/Reuters
Flere boliger i den russiske region Kursk er søndag aften blevet ramt af vragrester fra nedskudte ukrainske droner.
Det melder regionens fungerende guvernør, Aleksandr Khinsjtejn, tidligt natten til mandag.
De nedfaldne vragrester har ifølge guvernøren antændt flere brande på boliger i regionen, der grænser op til Ukraine.
Det russiske militær har søndag aften meldt om flere droner over russiske områder. 34 droner skal være blevet observeret over Kursk søndag aften.
Der er tidligt natten til mandag ingen meldinger om dræbte eller sårede i forbindelse med det ukrainske droneangreb.
/ritzau/Reuters