Rom, 10/05/2025 - 20:18
Isaksen og Lazio lever i tæt kamp om Champions League
I en tæt kamp om Champions League-pladserne i Serie A spillede Lazio 1-1 mod Juventus med et mål i overtiden.
Alfredo Falcone/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Gustav Isaksen og Lazio var meget tæt på at miste et stort skridt i kampen om at komme med i næste sæsons Champions League.
Hjemme mod Juventus var Lazio bagud 0-1 i lørdagens kamp i den bedste italienske fodboldrække, men på et mål seks minutter inde i tillægstiden fik romerne det ene point.
Det var Lazios indskiftede midtbanespiller Matías Vecino, der sørgede for at sætte udligningen ind til allersidst i kampen.
Dermed er Juventus fortsat på fjerdepladsen i Serie A side om side med Lazio, der er dårligere indbyrdes mod Torino-klubben og derfor er femmer.
Det er kun de fire bedste, der avancerer til Champions League.
Juventus og Lazio har et point mere end AS Roma, der har spillet en kamp færre og kan gå forbi begge mandskaber mandag med en sejr ude over Atalanta. Derefter resterer der to spillerunder.
Efter Juventus og de to Rom-klubber er Bologna og AC Milan placeret på syvende- og ottendepladsen.
Milan vandt fredag aften 3-1 hjemme over Bologna, og begge klubber er stadig i spil i det tætte kapløb om Champions League. Bologna har to point op til Juventus og Lazio, og Milan har fire point op.
I lørdagens kamp på Stadio Olimpico i Rom blev der ikke scoret i første halvleg, hvor Isaksen blev markeret tæt.
Isaksen blev skiftet ud med Pedro otte minutter inde i anden halvleg. Udskiftningen kom to minutter efter udeholdets scoring til 1-0.
Juventus-angriberen Randal Kolo Muani headede Juventus foran 1-0 efter 51 minutter, og det lignede længe afgørelsen.
Til trods for et rødt kort til Juventus-stopperen Pierre Kalulu efter en time havde Lazio svært ved at komme til chancer.
Men mod slutningen af opgøret viste skrøbeligheden sig alligevel hos Juventus, der indkasserede Vecinos 1-1-mål på noget nær Lazios sidste angreb.
/ritzau/