Undskyldningerne stod i kø for, hvorfor Line Baun Danielsen ikke skulle skrive under på skødet til den lille 27 kvadratmeters lejlighed i Paris, hun ellers havde sukket efter.

Krigen bragede løs i Ukraine, inflationen skød i vejret, og renterne fulgte hastigt efter.

"Det er nok et tegn", tænkte hun, "det skal nok ikke være nu".

Men så faldt ordene, der ændrede det hele. Og de kom fra en noget uventet kant - nemlig hendes advokat.

- "Line, enten vil du, eller også vil du ikke. Der er altid en krig. Der er altid en krise. Der er altid tusind grunde til ikke at gøre det", genfortæller hun advokatens ord efter hukommelsen.

Og det tog Line Baun Danielsen til sig, da hun for to år siden indfriede en livslang længsel om at få en base i byernes by.

For drømme må ikke dø med alderen. Det er det gennemgående budskab i hendes nye bog, "Hele vejen til kisten", der med undertitlen "Inspiration til et (langt) sjovere liv" udkommer den 26. oktober.

- Jeg vil gerne have få folk i min alder til at indse, at hvis du har nogle drømme, så er det nu, du skal begynde at kigge på dem. For der er ingen, der kommer og udlever dem for dig, lyder det fra den 61-årige journalist, medie- og kommunikationsrådgiver, blogger, influencer, mor til to og tidligere tv-vært.

En del af bogen er netop skrevet ved spisebordet i hendes franske hjem, hvor hun bestræber sig på at tilbringe et par uger hver måned.

- Nogle gange bliver jeg helt rørt, når jeg snakker om det, fordi det har betydet ufatteligt meget. Det har været forbundet med en længsel, men også en enorm frihed for mig at komme derned. Det er friheden fra alle de pligter, der er herhjemme - arbejde, hus, have, forældre, siger hun og fortsætter:

- Der er så mange ting, jeg ikke skal, når jeg er dér. Men den største frihed er at kunne være den, jeg er. Når jeg går ud ad min dør i Paris, ligner jeg nogle dage en halv million, andre dage ligner jeg en lus. Det elsker jeg.

Drømmen om Paris blev grundlagt ganske tidligt, da hun som 12-årig var med sin mor på bilferie til den franske hovedstad.

Moren kunne kun sige tre sætninger på fransk; "bonjour madame", "merci madame" og "silence, s'il vous plait!".

Sidstnævnte råbte hun den halve nat på det lille tyndvæggede hotel i Montmartre, hvor de boede: "Vær stille, tak!", "vær stille, tak!".

Nattens larm forstummede dog hurtigt, når de om dagen vandrede rundt i gaderne og spiste på hjørnecaféerne, mens Line nysgerrigt fulgte med, når morens kæreste tog sit kamera frem for at fange endnu et øjeblik af storbyens sus.

- Allerede der som 12-årig sad jeg med min mor og hendes ven og iagttog de mennesker og det leben, og jeg blev simpelthen så betaget af det. Jeg kan ikke sige, hvad det var, men det rodfæstede sig, fortæller Line Baun Danielsen.

Hun understreger, at hun er fuldstændig klar over, at det ikke er alle, der har økonomien eller helbredet til at opfylde en drøm i den størrelsesorden, som hun har gjort.

- Alligevel vil jeg være så provokerende at sige: "Du kan altid gøre noget". Måske kan du ikke gøre det alene. Men du kan altid gøre noget, mener hun.

Som årene går, fordamper barndommens fantasier alt for ofte til fordel for fornuften, mener hun. Måske på grund af magelighed, måske på grund af forsigtighed eller frygt.

- Det kan være, man er bange for at stikke ud, bange for, at andre får ondt i numsen over, at man gør ting, de drømmer om, men ikke får gjort. Man er måske bange for, om det nu holder, det man har gang i.

- Det handler meget om mod. Vi er meget mere modige, når vi er mindre. Det er, som om det forvinder med tiden, siger Line Baun Danielsen.

Personligt har hun ikke tænkt sig at lade hverken antallet af fødselsdage eller andres meninger om, hvad der er passende i hvilken alder, holde hende tilbage.

- Livet stopper jo ikke her. Altså, jeg er lige over halvvejs. Hvem har bestemt, at nu skal jeg sidde og drikke eftermiddagskaffe og spise æblekage resten af mit liv eller stå på golfbanen og kun omgås mennesker på min egen alder?

- Jeg synes jo, gaven ligger i at blive ved med at være nysgerrig, legesyg og udforskende, fordi så lærer jeg hele tiden, lyder det fra Line Baun Danielsen.

Den måde at gå til tilværelsen på virker provokerende på nogle, fortæller hun.

"Skru dog ned for dig selv", var der for eksempel forleden en, der skrev til hende i kommentarfeltet på hendes instagramprofil.

- Jeg bliver lige ramt, når det sker. Jeg får et sug i maven og får lyst til at forsvare mig. Det gør jeg nogle gange, fordi jeg hader, når folk er uretfærdige, siger Line Baun Danielsen, der dog overhovedet ikke overvejer at stoppe med at larme på de sociale medier eller andre steder.

- Det koster mig ingenting at dele begejstring ud. Det gør mig bare glad i bøtten, og hvis der er nogle andre, der kan bruge det, gør det mig dobbelt så glad i bøtten.

I hendes anden hjemby Paris møder Line Baun Danielsen ingen hævede øjenbryn eller løftede pegefingre, når hun spankulerer afsted ned ad gaden iført en stor hat eller sætter sig alene på den lokale café, hvor de ved, hun drikker sin hvidvin med isterninger.

I stedet bliver hun mødt med komplimenter som: "Oh la la, De ligner jo en ung Brigitte Bardot".

- Det betyder faktisk rigtig, rigtig meget, fordi jeg har gjort mig umage. Og det handler ikke om, at jeg skal sole mig i andre menneskers lys. Det handler om selvkærlighed og selvforkælelse og om at ranke ryggen.

Der er heller ingen, der undrer sig over, at hun går alene ud klokken 24 om natten for at tage på bar.

- Det tror jeg ikke, jeg ville gøre i København. Men jeg har ikke noget problem med at gøre det i Paris, og det er virkelig sjovt, siger Line Baun Danielsen.

Nu hvor der er kortere vej til slutningen end begyndelsen, handler det netop om at have det sjovt, siger hun.

- Der er tre ting i livet, der er helt sikre: Den ene er, at vi fødes. Den anden er, at vi bliver ældre. Og den tredje er, at vi dør. Det er en rejse, der slutter på et eller andet tidspunkt.

- Og det, jeg tænker på mere og mere, er, at jeg skal bruge tiden rigtig godt. Jeg skal fandeme have en fest, siger Line Baun Danielsen.

/ritzau/