Aarhus, 04/08/2025 - 00:53
Bil kørte gennem vejfest i Aarhus og ramte otte personer
To personer er anholdt, efter en bil kørte gennem en vejfest lørdag aften i Aarhus, hvor otte blev ramt.
Af: /ritzau/
To mænd er blevet anholdt, efter at en bil kort før midnat lørdag kørte gennem Vestergade i Aarhus, hvor der var vejfest.
Det siger politiinspektør ved Østjyllands Politi René Raffo til TV 2 Østjylland.
Politiet er ved at klarlægge, hvem af de to mænd, der har været fører af bilen, og hvad der helt konkret er sket.
Politiinspektøren siger videre til mediet, at det ikke er politiets opfattelse, at mændene har sat sig ind i bilen "for at brage ned ad Vestergade".
Det ændrer dog ikke på, at det er en alvorlig sag, siger han.
- Om de bevidst har ignoreret skiltningen eller simpelthen ved en fejl har overset skiltene, det ved vi ikke endnu. Jeg kan dog sige, at kørslen skete med lav hastighed, siger René Raffo.
Tidligere søndag skrev politiet i sin døgnrapport, at en 18-årig mand kørte gennem Vestergade.
Den anden anholdte mand er også 18 år, oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Chris Mose natten til mandag.
Begge personer er i politiets varetægt på politigården i Aarhus, hvor politiet vurderer, om der skal ske fremstilling i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
De ramte af bilen er alle kun kommet lettere til skade. Politiet har desuden beslaglagt den pågældende bil.
Mange gæster var til stede i gaden, som tydeligt var skiltet med forbud mod kørsel.
- En mand påtalte den ulovlige kørsel, hvilket førte til, at bilisten spyttede ham i ansigtet. Derefter vendte han bilen og forlod området på en måde, som flere personer oplevede som utryghedsskabende, lyder det i døgnrapporten.
/ritzau/