Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 08/05/2025 - 14:35

EU varsler nyt told-modsvar til Trump og åbner WTO-sag

EU-Kommissionen udpeger amerikanske varer for 95 milliarder euro, som kan blive omfattet af told i modsvar.

Frederick Florin/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Mens forhandlingerne med Trump-administrationen fortsætter, så gør EU-Kommissionen nu et nyt modsvar klar, hvis det ikke lykkes at overbevise den amerikanske præsident om at bremse told på europæiske varer.

EU-Kommissionen har torsdag udpeget amerikanske varer for 95 milliarder euro, som kan blive omfattet af told. Samtidig åbner EU en sag i Verdenshandelsorganisationen (WTO) mod USA.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

- EU er fortsat fuldt engageret i at finde forhandlingsresultater med USA.

- Samtidig fortsætter vi med at forberede os på alle muligheder, og den høring der lanceres i dag, vil hjælpe os i dette nødvendige arbejde, siger von der Leyen.

Hun mener fortsat, at der kan findes en løsning, "som er til gavn for forbrugere og virksomheder på begge sider af Atlanten".

Men sker det ikke, så vil EU have et modsvar klar, når Trumps toldpause på 90 dage udløber.

En ledende embedsmand i EU-Kommissionen understreger, at der er tale om en foreløbig liste.

EU-Kommissionen vil nu konsultere interessenter som eksempelvis virksomheder om listen frem til 10. juni.

Det sker for at sikre, at EU ikke rammer europæiske virksomheder unødigt hårdt med modsvaret til Trump, som embedsmanden formulerer det.

- En aftale med USA er fortsat vores førsteprioritet. Det vil jeg gerne understrege, siger embedsmanden.

EU-Kommissionen vil bruge de næste fire uger på konsultationer. Derefter vil man udarbejde en revideret liste på baggrund af de svar, man har fået fra interessenter.

Den liste vil blive forelagt EU-landene, så de kan tage endelig stilling til, om tolden skal pålægges de amerikanske varer.

- Vi har hidtil set en stor opbakning fra EU-landene, også fra stats- og regeringsledere, til at komme med et stærkt modsvar til USA. Det forventer jeg også denne gang, siger den ledende EU-embedsmand.

EU-Kommissionen har tidligere forberedt en lignende liste som modsvar på Trumps told på 25 procent på stål og aluminium.

Den nye liste er et modsvar på Trumps told på biler og bildele samt den generelle ekstra told på 10 procent på europæiske varer, som Trump har indført.

EU-Kommissionen har valgt at friholde lægemidler samt halvledere fra listen.

Det skyldes, at Trump trods gentagne trusler endnu ikke har indført told på de to produktgrupper.

Den nye EU-liste domineres i stedet af industrielle produkter som biler og bildele, fly, elektrisk udstyr, maskindele og batterier.

Derudover lægger EU-Kommissionen også op til at ramme amerikansk vin og spiritus, efter USA har indført told på europæisk vin og spiritus.

EU-Kommissionen har desuden udpeget amerikanske fødevarer som nødder og tørret frugt for i alt 6,4 milliarder euro samt fiskeriprodukter for en halv milliard euro på listen.

- Alle muligheder forbliver på bordet. Hvis det bliver nødvendigt, kan vi derudover også lave indgreb, som rammer tjenesteydelser, siger EU-embedsmanden.

Mens EU har et handelsunderskud over for USA, når det gælder varer, så har USA et handelsoverskud over for EU, når det gælder digitale serviceydelser.

Det kan blive et ømt amerikansk punkt, som EU-Kommissionen kan sætte ind over for, hvis forhandlingerne ender med at køre direkte ind i Trumps toldmur.

Det er dog et udfald, EU-Kommissionen ønsker at undgå. Derfor har man indtil videre holdt igen, lyder det.

- Listen er ikke udtryk for nogen form for eskalation. Det er på ingen måde et dollar for dollar-svar, vi giver til USA, siger embedsmanden.

EU-Kommissionen skønner, at Trump lægger op til told på europæiske varer for i alt 379 milliarder euro. Et tal, der indtil videre er klart højere end det mulige europæiske modsvar.

Trumps potentielle told svarer ifølge EU-Kommissionen til, at 70 procent af EU-eksporten til USA kan blive ramt, hvis ikke der findes en løsning.

EU-Kommissionen har desuden valgt at åbne en sag ved Verdenshandelsorganisationen, fordi man mener, at Trumps toldpraksis er i strid med WTO's regler.

I første omgang indledes sagen dog alene med konsultationer med USA.

Hvis der findes en løsning igennem konsultationerne, så vil sagen ikke blive bragt videre, siger embedsmanden fra EU-Kommissionen.

På samme måde kan EU også omgående afblæse den ekstra told på amerikanske varer, hvis Trump-administrationen går med på en aftale.

/ritzau/

København, 09/05/2025 - 21:10

Tre unge mænd overraskede Lise-Lotte Lohmann i Forræder

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

69-årige Lise-Lotte Lohmann er med i "Forræder", og det kommer bag på hende, at det er tre mænd i 20'erne, hun har det særligt godt med på slottet.

Da Lise-Lotte Lohmann flyttede ind på Forræder-slottet, tog hun det helt roligt.

Den 69-årige skuespiller og entertainer har prøvet lidt af hvert, og der skal derfor meget til at få hende op at køre.

Når hun nu ser tilbage på sin oplevelse, er det derfor ikke spillet, men mødet med de andre deltagere, hun fremhæver. Og her var der tre, der gjorde et særligt stort indtryk på hende.

- De der drenge: Nicky, Ali og Havshen. Dem elsker jeg. De var så søde, siger hun om den 27-årige koreograf Nicky Andersen, den 24-årige street-fodboldspiller Ali Jassem og den 29-årige podcastvært Havshen Nabaz.

- Jeg er ikke overrasket over, at jeg havde det godt med de andre, men jeg er måske overrasket over, at det lige var de tre, siger Lise-Lotte Lohmann.

Med sine 69 år er Lise-Lotte Lohmann Forræder-sæsonens næstældste deltager. Hun er kun overgået af den tidligere jægersoldat og folketingspolitiker Helge Adam Møller på 82 år.

I programmet stiftede Lise-Lotte Lohmann også gode bekendtskaber med forfatter Thomas Korsgaard og den tidligere Vild med dans-vært Sarah Grünewald.

- Og det er det. Mere får man jo ikke. Det er endda mange ud af den gruppe, mener Lise-Lotte Lohmann.

Selv om hun socialt havde det så godt med flere af de yngre deltager, kunne hun også tydeligt mærke forskellene på generationerne i sæsonens Forræder-deltagere.

- Det er klart, at jeg er i en helt anden situation, end alle de unge er, siger hun og konstaterer:

- Det, der kan få dem op i gear, gør jo ikke det samme ved mig.

Den autodidakte skuespiller har tidligere været sangerinde på Bakken i Klampenborg.

Hun medvirkede i 90'erne i filmene "Den store badedag" og "Den blå munk".

I 2003 var hun også med i tv-programmet "Big Brother V.I.P." sammen med blandt andre en ung Morten Messerschmidt, der i dag er formand for Dansk Folkeparti.

- Så der skal virkelig meget til, at jeg får den der: "Wow!". Men jeg synes, det var sjovt at være med i "Forræder", siger hun.

Nu, hvor det populære underholdningsprogram ruller over skærmene, kan hun dog godt være lidt bekymret for, hvad hun undervejs har fået sagt.

- Når man er oppe og snakke direkte til kameraet, kan man jo nå at få sagt meget vrøvl. Det kunne jeg da godt forestille mig, at jeg har, siger hun og indrømmer:

- Jeg kan ikke huske det.

"Forræder" kan ses hver fredag på TV 2 og TV 2 Play.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/05/2025 - 13:05

Dansk vært: Mor til et uventet mirakel

Christina Jensen/PR-foto/Ritzau Scanpix

Podcastværten Sandie Westh og hendes mand, Mikkel Skouborg, har fået en lille pige.

Med maj måneds komme er podcastværten Sandie Westh og hendes mand, Mikkel Skouborg, blevet forældre til en lille pige.

Det afslører Sandie Westh i et opslag delt på Instagram.

- Sig hej til Vigga, som landede hos os i onsdags. Storebror er ekstatisk. Mikkel og jeg er lettede over, at det er overstået, og taknemmelige for, at vi endnu en gang fik lov til at tage vores barn med hjem. Hvilken vanvittig lykke. Hun er helt vidunderlig.

Sandie Westh annoncerede graviditeten over for sine følgere på det sociale medie Instagram tilbage i december.

- Der er dumpet et meget uventet mirakel ned i vores lille hjem, skrev hun i opslaget.

- Hvis alt går vel, så melder lillesøster sin ankomst engang til foråret, og jeg kan slet ikke forstå, at vi får lov til forhåbentlig at opleve det her. Alt er med forbehold, når man har oplevet det, vi har, men lykken tvinger sig igennem, fordi den føles så insisterende.

Sandie Westh og Mikkel Skouborg mistede i 2021 deres første datter, Vilma, 55 minutter efter hun blev født.

I sommeren 2022 blev parret forældre til sønnen Walther, som nu er blevet storebror.

Sandie Westh står blandt andet bag podcasten "Sorgens stemmer".

Her har hun i hver episode besøg af en gæst, og sammen taler de om sorg og tab og reflekterer over, hvordan man lever videre med den.

- Det har gjort en kæmpe forskel for mig at tale om min sorg. Da min søster døde i 2007, lærte jeg hurtigt, at der var mange, som blev ukomfortable, når jeg talte om min sorg.

- Samtidig forsvandt mange af mine venner, fordi det var for svært at håndtere. Så da min datter døde, besluttede jeg mig for, at nu ville jeg tale om det - også selv om andre blev utilpasse, sagde Sandie Westh sidste år til Ritzau.

Inden den 37-årige journalist begyndte at producere podcasts, var hun i fem år en af stemmerne på den i dag hedengangne popkanal P7 Mix.

Siden har hun blandt andet også været podcastanmelder på Børsen og klummeskribent på Ekstra Bladet og Politiken.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 09/05/2025 - 08:00

FAKTA: Sagen kort

* Sagen omhandler en kvindelig medarbejder, der efter instruktion fra sin arbejdsgiver skulle arbejde hjemmefra i en periode fra december 2020 under coronapandemien.

* På en af de første arbejdsdage faldt kvinden i hjemmet og brækkede sin skulder. Hun pådrog sig også flere andre fysiske skader.

* Der har været tvivl om, hvorvidt kvinden faldt over sine egne ben eller en kasse, som havde stået det samme sted i et år.

* Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afviste, at der var tale om en arbejdsskade, og det samme gjorde Ankestyrelsen og byretten. Vurderingen var, at et fald over en privat kasse ikke var omfattet af arbejdsskadeloven.

* Men landsretten nåede frem til en anden afgørelse. Her var vurderingen, at der var tale om arbejdsskade, fordi faldet skete i arbejdstiden, og fordi det er arbejdsgivers ansvar at indrette en hjemmearbejdsplads.

* Senest har Højesteret stadfæstet landsrettens dom.

Kilder: HK, Ankestyrelsen og advokatfirmaet Bech-Bruun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 09/05/2025 - 08:00

Ny højesteretsdom: Det betyder den for dig der arbejder hjemmefra

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Du er ikke dårligere beskyttet mod arbejdsulykker, hvis du arbejder hjemmefra og kommer til skade. Det fastslår en ny højesteretsdom.

Hjemmearbejde er blevet en fast del af arbejdslivet for mange, efter at store dele af arbejdsstyrken blev sendt hjem for nogle år siden under coronapandemien.

Denne ændrede arbejdsform har rejst spørgsmål om, hvornår en skade kan anerkendes som en arbejdsskade.

For det kan være vanskeligere at skelne mellem det arbejdsrelaterede og det private, når arbejdsplads og hjem smelter sammen.

Men en ny dom fra Højesteret betyder, at du ikke er dårligere beskyttet mod arbejdsulykker, hvis du arbejder hjemmefra.

Sagen omhandler en kvinde, der faldt og brækkede skulderen, da hun i december 2020 arbejdede hjemmefra under coronanedlukningen.

Dommen har betydning for andre lønmodtagere, der har hjemmearbejdsdage, fortæller Leif Hove-Donbæk, der er advokat i fagforeningen HK, som har ført sagen på vegne af kvinden.

- Det er nu blevet slået fast, at det afgørende er, om du er på arbejde, hvis du kommer til skade, og ikke, hvor du befinder dig, siger han.

Kvinden anmeldte faldulykken som en arbejdsskade. Men både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Ankestyrelsen og byretten havde en anden opfattelse, fordi kvinden faldt over sin egen kasse, der ikke havde noget med arbejdet at gøre.

Landsretten vurderede derimod, at ulykken var en arbejdsskade, fordi den skete i arbejdstiden, og fordi det er arbejdsgivers ansvar at indrette en hjemmearbejdsplads.

Og senest har Højesteret stadfæstet den afgørelse.

- Højesteret vurderede, at kassen er en fast del af indretningen, da den har stået det samme sted i et år, siger Leif Hove-Donbæk.

- Hvis man falder over sin indretning, når man arbejder hjemmefra, er udgangspunktet, at det er en arbejdsskade.

I den konkrete sag har det altså haft betydning, hvad der forårsagede faldet.

Anbefalingen fra Leif Hove-Donbæk er at sørge for at få ryddet op derhjemme inden hjemmearbejde.

- Hvis der var tale om en faldulykke på grund af vasketøj på gulvet, ville dommen formentlig være endt med et andet resultat, da vasketøj ikke er en del af hjemmets indretning, siger han.

Hvis du arbejder hjemmefra, har arbejdsgiver ansvar for at stille det nødvendige udstyr til rådighed, såsom kontorstol og hæve-sænkebord.

Men det er dit eget ansvar at få brugt udstyret, lyder det fra Leif Hove-Donbæk.

- Vælger du i stedet at sidde på sofaen med computeren i skødet og ender med rygsmerter, kan ansvaret i højere grad falde tilbage på dig selv, siger han.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at fire ud af ti lønmodtagere i andet kvartal af 2024 havde arbejdet hjemmefra inden for de seneste fire uger.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek