Washington D.C., 15/08/2025 - 17:19
USA's hovedstad sagsøger Trump efter overtagelse af politiet
Trump er gået langt ud over det tilladte i overtagelsen af Washingtons politi, siger byens justitsminister.
Af: /ritzau/Reuters
Justitsministeren for den amerikanske hovedstad, Washington D.C. har lagt sag an mod landets føderale regering.
Det sker, efter at præsident Donald Trump tidligere på ugen satte byens politi under regeringens kontrol.
Det kalder hovedstadens justitsminister, Brian Schwalb, en "fjendtlig overtagelse".
Da Trump overtog kontrollen med politiet, satte han også Nationalgarden ind.
Ifølge ham er der udbredte problemer med voldelig kriminalitet i Washington, og byens egen ledelse har ikke selv formået at bekæmpe kriminaliteten, lød det fra præsidenten.
Hovedstadens borgmester var dog ude og påpege, at kriminaliteten er faldende.
Nu lyder det så fra Brian Schwalb, at Trumps ordrer er ulovlige.
Føderal lovgivning tillader ikke, at præsidenten "skamløst tilraner sig" ledelsen af distriktet, har han skrevet i søgsmålet.
District of Columbia - i daglig tale D.C. - er ikke en delstat, men derimod et distrikt, som er underlagt større kontrol fra regeringen og Kongressen end staterne.
Der er dog ingen tvivl om, at Trump er gået meget længere, end loven tillader, siger Schwalb.
- Det her er en krænkelse af D.C.'s indbyggeres værdighed og selvbestemmelse, siger han.
Som led i Trumps overtagelse af politiet i Washington beordrede den nationale justitsminister, Pam Bondi, at der skulle indsættes en ny, midlertidig leder af politiet.
Den ordre vil Brian Schwalb have sat på pause med det samme.
/ritzau/Reuters