Jerusalem, 06/05/2024 - 19:37
Hamas siger ja til Gaza-våbenhvile - israelsk embedsmand siger nej
Hamas siger, at "bolden nu er på Israels banehalvdel". Israelsk embedsmand kommer med afvisende udtalelser.
Af: /ritzau/
Hamas har accepteret et forslag om våbenhvile i Gaza fra Qatar og Egypten. Men foreløbigt tyder det på, at det bliver et nej fra Israel.
Den militante palæstinensiske gruppe kom tidligt mandag aften med en meddelelse om, at den havde sagt ja til et våbenhvileforslag fra mæglerne. Det skrev nyhedsbureauet Reuters.
Meddelelsen førte ifølge flere medier til fejringer i Gaza, hvor folk hoppede og råbte "Allahu Akbar", hvilket betyder "Gud er størst".
Men kort efter meldingen fra Hamas siger en israelsk embedsmand til Reuters, at det våbenhvileforslag, som Hamas har sagt ja til, er et ændret egyptisk forslag, som ikke er acceptabelt for Israel.
Embedsmandens navn fremgår ikke umiddelbart af udtalelserne. Der er dermed ikke kommet en officiel israelsk udmelding.
Den israelske embedsmand kalder forslaget "modereret" og siger, at det indeholder "vidtrækkende" konklusioner, som Israel ikke kan godtage.
- Det lader til at være et kneb, som skal få Israel til at se ud som den part, der afviser en aftale, siger embedsmanden.
Personen kræver at være anonym.
En embedsmand fra Hamas har til nyhedsbureauet AFP sagt, at "bolden nu er på Israels banehalvdel".
Der har i måneder været forhandlinger for at nå frem til en våbenhvile mellem Israel og Hamas, uden at parterne har nået et egentligt gennembrud.
Hamas har tidligere sagt, at bevægelsen vil afvise enhver aftale, som ikke fører til en afslutning på krigen.
Dette krav er tidligere blevet afvist af Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Imens meldes der om en nært forestående offensiv fra Israel i den sydligt beliggende by Rafah i Gaza.
Israel beordrede mandag, at der skal finde en evakuering sted i Rafah. Den skal flytte cirka 100.000 palæstinensere fra Rafah til mere sikre områder.
En mulig aftale ventes både at skulle omhandle en våbenhvile og udveksling af gidsler og fanger.
Ifølge Israels regering er der 132 gidsler tilbage i Gaza, men en stor del vurderes at være omkommet. Knap 100 vurderes at være i live. Gidslerne blev taget til fange, da Hamas angreb Israel 7. oktober sidste år.
/ritzau/