Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

28/03/2025 - 14:30

Nye indrejseregler i Storbritannien: Nu skal du forhåndsgodkendes

Danskere har hidtil kunnet rejse til Storbritannien uden visum, men fremover skal du forhåndsgodkendes for at kunne komme ind i landet.

Alberto Pezzali/Ritzau Scanpix

Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus

Fra Londons pulserende gader til Skotlands storslåede landskaber er Storbritannien en af danskernes foretrukne rejsedestinationer.

Hvis du drømmer om en tur til Storbritannien, skal du fremover være opmærksom på de nye indrejseregler, der også rammer danske statsborgere.

Fra 2. april gælder der nye krav, som gør, at danskere, der tidligere kunne rejse til Storbritannien og Nordirland uden visum, nu skal have forhåndsgodkendt en elektronisk indrejseformular kaldet ETA.

Det fortæller Tine Madsen, som er konsul med ansvar for den konsulære afdeling på den danske ambassade i London.

- Danske statsborgere skal fremover have enten et gyldigt visum eller en forhåndsgodkendt ETA for at kunne rejse til Storbritannien og Nordirland. Det gælder for alle rejsende - også børn, siger hun.

ETA, som står for Electronic Travel Authorisation, er en forhåndsgodkendelse, der ikke er en garanti for indrejse, da du fortsat skal igennem den britiske grænsekontrol.

De britiske myndigheder oplyser, at personer, der ansøger om en ETA, skal opgive deres biografiske og biometriske oplysninger fra passet samt kontaktoplysninger. Derudover skal de besvare et par spørgsmål om blandt andet kriminalitet.

Det vil øge myndighedernes viden om dem, der rejser til Storbritannien, og give bedre mulighed for at forhindre, at personer, der udgør en trussel, rejser ind i landet.

Storbritanniens oversøiske territorier, såsom Gibraltar, er ikke omfattet af kravet om ETA ved indrejse.

- Ifølge vores oplysninger er en ETA gyldig til flere indrejser i to år, medmindre det tilknyttede pas udløber før. Får man et nyt pas, skal man også søge om en ny ETA, siger Tine Madsen.

En ETA koster 10 britiske pund - omkring 90 kroner. Men fra 9. april stiger prisen til 16 pund, der svarer til 145 kroner.

- Det anbefales at søge minimum tre arbejdsdage før afrejse. Den gælder i to år, så man kan roligt søge i god tid, siger hun.

Du kan søge en ETA gennem appen "UK ETA", der kan hentes i Apple eller Google app store. Du kan også udfylde en formular på hjemmesiden gov.uk.

Der findes flere alternative hjemmesider, hvis du søger på Google, men de er ikke officielle.

- De britiske myndigheder anbefaler, at man bruger deres app, da det er nemmest. Der er firmaer, som tilbyder hjælp til ETA-ansøgning, og de tager en højere pris, siger Tine Madsen og uddyber:

- Men myndighederne har oplyst, at sagsbehandlingen ikke går hurtigere af, at du bruger et privat firma.

Hvis du skal mellemlande i Storbritannien, kan du også have brug for en ETA.

- Det afhænger af, hvilken type mellemlanding der er tale om. Hvis du skal igennem den britiske grænsekontrol for at kunne skifte fly, kræver det, at du er forhåndsgodkendt. Er du i tvivl, skal du spørge flyselskabet, siger Tine Madsen.

Hvis du ikke har nået at søge og få en ETA, før du står i lufthavnen i Danmark, kan du godt sende ansøgningen afsted med det samme og håbe, at du får svar, før du kommer frem.

- Du kan nemlig godt rejse til Storbritannien, hvis du har søgt en ETA og venter på en afgørelse. Men det vil i sidste ende være den britiske grænsekontrol, der afgør, om du kan rejse ind i landet, siger hun.

/ritzau fokus/

København, 03/08/2025 - 08:00

Sommerglade Bubber: Hold kæft og nyd det

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Bubber elsker den danske sommer. Den ene dag er det solskin og den næste slagregn, men han bruger ikke tid på de dårlige ferieminder.

Sommeren er for mange lig med et par ugers fri med familien.

For Niels Christian Meyer - også kendt som Bubber - er det helt omvendt.

Som sprechstallmeister i Cirkus Arena betyder sommeren nemlig, at han skal rundt i Danmark for at underholde landets børn og barnlige sjæle med de tilhørende cirkusartister.

Men det gør ham slet ikke noget, for det betyder, at den 60-årige mediepersonlighed kommer rundt i Danmark med sin hustru, 45-årige Signe Rossing, og deres fælles børn Rosa og Alfred på den bedste tid af året.

Her fortæller han om sine sommerminder:

Hvad er dit bedste sommerferieminde?

- Det er Danmarks kyster. Det der med at sejle rundt. Der har været nogle somre, hvor jeg har skullet til Bornholm med cirkus, og så er jeg sejlet, fordi jeg tænkte, at nu skal jeg bruge båden. Så sejlede vi fra havn til havn, og det var fantastisk.

- I det hele taget er Danmark jo fantastisk om sommeren. Vi er så sindssygt privilegerede med cirkus, fordi vi tager afsted, når det hele springer ud, og så kan man se bondemanden, der begynder at putte frø i jorden, og når vi så er ved at være færdige, så begynder de at høste.

- Vi er med hele sæsonen, og det er en fantastisk ting. Der er også regn og rusk og 13 grader, men så er der også de dage, hvor alt er fantastisk.

Hvad er dit værste sommerferieminde?

- Det værste er også det bedste.

- Den ene dag er det 32 grader, og alt kører, den næste dag er det 13 grader og slagregn. Alt kan være så smukt den ene dag, og så kan det vende den næste, men jeg har ikke en charterferie fra helvede eller noget.

- Jeg tror også, at jeg ville have glemt det, hvis jeg havde. Jeg er rigtig dårlig til at huske de dårlige minder. Hvad fanden skal man gøre, når familien sidder på en båd og fryser og siger, at de vil hjem. Altså, hold kæft og nyd det!

- Det skal man også igennem. Man kan ikke kun have medvind og solskin, der skal også være nogle byger nogle gange.

Hvad er det bedste ved sommeren?

- Når det er godt vejr, så kunne jeg ikke forestille mig at være et bedre sted end i Danmark. Men det er klart, når man så mærker, hvordan det er at sejle i Spanien for eksempel - det kan sgu også noget.

Hvad er det værste ved sommeren?

- Jeg synes ikke, at der er noget "det værste" ved sommeren. Måske skulle man sige, at det værste er, at den er så kort. Man når lige at vænne sig til det, så har det allerede været midsommer, og så begynder det jo at gå den anden vej.

- Allerede i august, hvor duggen og de tidlige aftener kommer, tænker man, at det ikke må slutte.

Hvad skal du lave resten af sommeren?

- Hvis man siger, at sommeren varer til august, så skal jeg jo lave cirkus. Så går vi ind i efteråret, og der skal jeg til Grønland med cirkus. Der laver Julie Berthelsen og jeg cirkus i hallerne.

- Når sæsonen for i år er færdig, så tager vi til Færøerne og laver cirkus i Thorshavn.

/ritzau/

Læs Mere >>

Khan Younis, 03/08/2025 - 02:26

Røde Halvmåne melder om angreb på organisationens kontor i Gaza

En person er ifølge Palæstinensisk Røde Halvmåne blevet dræbt under israelsk angreb på hovedkontor i Gaza.

En medarbejder fra Palæstinensisk Røde Halvmåne (PRCS) er blevet dræbt under et israelsk angreb på hjælpeorganisationens hovedkvarter i Gaza.

Det melder PRCS natten til søndag i et opslag på det sociale medie X.

Yderligere tre personer meldes såret.

Hjælpeorganisationens hovedkvarter ligger i Khan Younis i den sydlige del af Gazastriben.

- Israelske styrker angreb organisationens hovedkvarter i Khan Younis, hvilket startede en brand på bygningens første sal, skriver PRCS.

Israel har natten til søndag ikke kommenteret meldingerne fra hjælpeorganisationen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 03/08/2025 - 10:00

FAKTA: Mange har kort vej til skole

* Sidste år gennemførte Epinion en undersøgelse for Rådet for Sikker Trafik. Her blev lidt over 2000 forældre spurgt til, hvordan deres børn kommer til og fra skole, og hvor langt barnet har til skole. 

* Størstedelen - i alt 65 procent - havde enten under 500 meter, cirka 1 kilometer eller cirka 2 kilometer.

* I sommerhalvåret kom 37 procent af børnene oftest i skole, ved at de selv cyklede. 19 procent gik, mens 27 procent blev kørt i bil.

* I vinterhalvåret så billedet anderledes ud. 23 procent cyklede selv, 20 procent gik, og 39 procent blev kørt i bil. 

* Er det muligt, opfordrer Rådet for Sikker Trafik til, at børn bliver selvtransporterende ved at gå eller cykle til skole - i det niveau, der passer til det enkelte barn. Det kan hjælpe dem til at blive sikre trafikanter, der finder det trygt at bevæge sig ud på vejene. 

Kilde: Rådet for Sikker Trafik.  

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 03/08/2025 - 10:00

FAKTA: Sørg for at dit barn bliver set

* Når det er mørkt, regner, er tåget eller diset, er det ekstra vigtigt, at der er lys på cyklen og reflekser på tøjet.

* Det er forælderens ansvar, at barnet bliver set i trafikken. Et barn i mørkt tøj eller uden lygter på cyklen kan meget let blive overset af bilister og andre trafikanter.

* Derfor skal du sørge for, at der er reflekser på tøjet eller tasken, eller at barnet har refleksvest på, og at cyklen er udstyret med gode cykellygter.

* Lyset på cykellygterne skal lyse så kraftigt, at de er tydeligt synlige på mindst 300 meters afstand.

* Tjek mindst en gang om ugen, at cykellygterne virker. Gør det sammen med barnet, så junior også selv lærer at se efter, om der er lys i.

Kilde: sikkertrafik.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek