København, 05/07/2025 - 11:32
Liverpool har krans med nummer 20 på med til Jota-begravelse
Stor delegation af spillere og trænere fra Liverpool samt andre fodboldstjerner deltager i begravelse.
Filipe Amorim/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det er væltet ind med fodboldstjerner fra nær og fjern til lørdagens begravelse af Liverpool-spilleren Diogo Jota og hans bror i den portugisiske by Gondomar lidt uden for Porto.
Nuværende og tidligere Liverpool-spillere samt nuværende og tidligere portugisiske landsholdsspillere, som har spilet sammen med Diogo Jota, er blandt dem, som er ankommet til begravelsen.
Liverpool deltager med en stor delegation. Både spillere, trænere og medarbejdere er med, rapporterer diverse internationale nyhedsbureauer.
Arne Slot, Liverpools manager, er til stede. Klubben har blandt andet medbragt to store kranse til begravelsen. Begge er røde og formet som fodboldtrøjer.
På den ene krans står der nummer 20. Den er Liverpool anfører, Virgil van Dijk, kommet med. Diogo Jota spillede i netop nummer 20 i Liverpool.
På den anden krans står der nummer 30, hvilket var det nummer Diogo Jotas bror, André Silva, spillede med. Han var professionel i Penafiel, som spiller i Portugals næstbedste række.
Kransen til Diogo Jota bror er Andy Robertson kommet med. Liverpool-spilleren er en nær ven af familien, og han var med til Diogo Jotas bryllup for blot to uger siden.
Manchester City-duoen Bernardo Silva og Ruben Dias og Manchester Uniteds Bruno Fernandez, som spillede på landsholdet med Diogo, er også til stede ved begravelsen.
Brødrene omkom i en bilulykke, der skete i nærheden af byen Zamora i regionen Castilien torsdag. Ifølge avisen AS viser de indledende undersøgelser, at brødrene kørte på motorvejen i en Lamborghini og var i færd med en overhaling, da et af hjulene fik en defekt.
Bilen kørte derfor af vejen og brød i brand. Både politi og brandvæsen ankom til stedet, men brødrenes liv kunne ikke reddes.
Diogo Jota blev 28 år og efterlader sig foruden sin kone også parrets tre børn. André Silva blev 25 år.
/ritzau/