Madrid, 22/04/2025 - 14:10
Spanien vil nå Nato-mål om militærudgifter allerede i år
Spaniens premierminister vil øge forsvarsudgifterne i 2025 med 10,47 milliarder euro og bruge covid-19-midler.
A. Pérez Meca/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Spanien vil i 2025 indfri Nato-målsætningen om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar.
Det oplyser den spanske premierminister, Pedro Sánchez, ifølge Reuters.
Tidligere havde den spanske regering oplyst, at man ville forsøge at nå målet inden 2029.
Sánchez vil øge Spaniens forsvarsudgifter i år med 10,47 milliarder euro. Premierministeren foreslår at bruge midler, som var tiltænkt genopbygning efter covid-19-pandemien.
Pengene skal blandt andet bruges på telekommunikation, cybersikkerhed og til at købe militært udstyr.
- Denne plan vil hjælpe os til at nå det (målet, red.) på rekordtid. Spanien vil bidrage til at forsvare Europa, siger Pedro Sánchez ifølge Reuters.
I 2024 brugte Spanien 1,3 procent af landets bnp på forsvar. Dermed er det et af de Nato-lande, der bruger mindst på forsvar.
Eftersom Sánchez ikke har en flertalsregering, skal det spanske parlament stemme om forsvarsplanen, før den kan blive vedtaget.
Spaniens udenrigsminister, José Manuel Albares, sagde i starten af april, at Spanien ville nå målsætningen uden at ændre på definitionen af, hvad der tæller som forsvarsinvesteringer.
Tidligere havde Pedro Sanchez sagt, at det ikke er Rusland, der er den største trussel for Spanien. Det skyldes ifølge ham blandt andet landets geografiske placering langt væk fra Rusland og Ukraine.
I stedet er, at klimaforandringer, terrorisme og hybridangreb væsentligt større trusler for Spanien, sagde han.
USA's præsident, Donald Trump, har siden sin indsættelse i januar presset på for, at Nato-landene øger deres forsvarsudgifter.
Han har blandt andet sagt, at han ønsker udgifterne hævet til op til fem procent af bnp.
Fra EU-Kommissionens side har man også opfordret medlemslandene til at opruste.
I slutningen af marts offentliggjorde kommissionen sin femårige plan for oprustningen af EU, der skal gøre Europa bedre i stand til at forsvare sig selv.
Kommissionen har blandt foreslået, at medlemslandene kan øge deres forsvarsudgifter med 1,5 procent af bnp om året uden at skulle overholde EU's regler om budgetunderskud.
/ritzau/