København, 08/05/2025 - 13:30
Direktør i andelskasse straffes for ikke at bremse hvidvask
Chef i Københavns Andelskasse beskriver pengeinstituttet som en kaosfabrik. Han har aflagt tilståelse.
Af: /ritzau/
En tidligere direktør i det lille pengeinstitut Københavns Andelskasse idømmes torsdag fængsel i fire måneder af Københavns Byret.
Straffen gøres betinget. Manden har i et retsmøde sidste uge tilstået, at han overtrådte de regler, der skal hindre hvidvask.
Transaktioner til en samlet værdi af 1,4 milliarder kroner fandt sted i den 64-åriges tid som direktør.
Men i andelskassen blev der ikke gjort noget særligt for at få kendskab til kunderne eller for at undersøge formålet med transaktionerne.
Det var en særlig grov og omfattende overtrædelse af reglerne, har den daværende direktør erkendt.
- Det var en stor kaosfabrik, sagde den tidligere direktør Bo Stengaard under en afhøring forleden.
Her brugte han også et andet billede på den situation, han blev anbragt i, da han blev placeret på direktørposten i marts 2017, og her havde ansvaret i et år frem.
- Jeg sidder på et skib, der var ved at gå ned. Der var hul i bunden, vandet fossede ind, sagde han.
Den maksimale straf var fængsel i seks måneder ifølge den lov, der gjaldt på gerningstidspunktet.
Rettens beslutning om at idømme den 64-årige fire måneder følger præcist oplægget fra specialanklager Lisette Jørgensen fra National Enhed for Særlig Kriminalitet.
I afgørelsen er der taget hensyn til, at den tidligere direktør aflagde tilståelse. Det giver en rabat i straffen.
/ritzau/