Brøndby, 14/08/2025 - 23:16
Dansker om Bischoffs udvisning: Han gjorde det med vilje
Tarik Ibrahimagic mener, at Clement Bischoff trådte på ham forsætligt, men Bischoff bakkes op af Sean Klaiber.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Længe så det ud til, at torsdagens Conference League-kamp på Brøndby Stadion skulle huskes mest for Clement Bischoffs tidlige røde kort, men den unge kantspiller blev reddet af, at Brøndby sikrede avancement med fire mål i undertal mod Vikingur.
Bischoffs udvisning blev trods avancementet et samtaleemne efter kampen. Brøndby-spilleren trådte efter 17 minutter på den liggende Vikingur-dansker Tarik Ibrahimagic, der mente, at Bischoffs forseelse var med vilje.
- Jeg tacklede Clement, og så lavede han frispark på mig, og så stemplede han mig i maven med vilje. Jeg ved, at det var med vilje, for i starten prøvede han at give mig en albue.
- Det var 100 procent med vilje, og han fortjente at ryge ud. Jeg var kommet lidt ind i hovedet på ham, efter at jeg havde vundet et par dueller og jublet lidt. Så reagerede han, som han gjorde, lyder forklaringen fra Tarik Ibrahimagic.
Det var efter kampen ikke muligt at snakke med Clement Bischoff.
Men holdkammeraten Sean Klaiber fortalte, at Bischoff havde forklaret sig foran holdet.
- Han er ikke typen, der gør den slags med vilje. Jeg har set ham vokse op meget hurtigt, og han er voksen allerede. Han sagde gode ting til os efter kampen, som jeg ikke vil fortælle her.
- Alle kan se, at han ikke gjorde det med vilje. Han vil bare gerne have action, siger Sean Klaiber.
Cheftræner Frederik Birk havde ikke set episoden på tv, da han mødte pressen efter kampen.
Birk havde dog talt med Bischoff om hændelsen.
- Jeg har ikke set det, så jeg kan ikke kommentere det, men Bischoff har set den igen, og han sagde til mig, at han tror, den (kendelsen, red.) var god nok, fortæller Birk.
Brøndby vandt samlet med 4-3 over Vikingur, der vandt den første kamp 3-0 hjemme. Nu skal Brøndby spille mod franske Strasbourg om en plads i Conference League.
/ritzau/