København, 16/05/2025 - 14:40
Gennembrud i Thailand kommer bag på dansk badmintonduo
William Boe og Christian Kjær overrasker sig selv og alle andre i Thailand. Lørdag spiller duoen semifinale.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
22-årige William Kryger Boe og 20-årige Christian Faust Kjær spillede sig fredag i semifinalen i Super 500-turneringen Thailand Open efter en sikker sejr i to sæt over Lee Fang-Jen og Lee Fang-Chih fra Taiwan.
Den danske herredouble er rangeret som nummer 75 i verden, men har formået at slå verdens nummer 23 og 7 ud i løbet af de seneste dage.
Det er en gigantisk overraskelse på flere parametre. Også for træner Jonas Lyduch.
- De har slået to verdensklassepar, og samtidig vred Christian Kjær om på foden i den første kamp, og vi var usikre på, om han kunne spille næste kamp.
- Derfor synes jeg, at der er flere lag i overraskelsen, og det er tæt på at være sensationelt, siger han.
Stemningen efter kampen var rigtig god i Thailand hos de to unge talenter, der er i chok over at stå i en semifinale.
- De er helt oppe at køre. Det er helt uforståeligt for dem. Man bevarer lidt jordforbindelsen, fordi der hele tiden er kampe, men de er superglade, og det giver selvtillid, når man vinder.
- De er to unge knægte, der håber på at blive gode en dag, men at de skulle være så gode i denne turnering. Det havde de ikke regnet med, siger Jonas Lyduch.
Sejren vækker også stor glæde hos badmintonforbundets elite- og sportschef Jens Meibom.
- Vi er rigtig glade for, at vi har nogle unge spillere, der får et internationalt gennembrud i denne turnering, siger han.
De to underdogs har været en del af det danske eliteprogram og har spillet sammen i lidt over to år. De er begge tidligere ungdomseuropamestre i herredouble - men hver sin makker.
Jens Meibom vurderer, at de to danskere har et stort potentiale, selv om det kan være svært at spå om.
- Vi har et håb om, at det er nogle spillere, som inden for tre til fem år kan gøre sig gældende i verdenstoppen, siger han.
I semifinalen venter indoneserne Fajar Alfian og Muhammad Rian Ardianto, der er rangeret som nummer fire i verden. Og det kan blive en stor mundfuld for de to talenter.
- Jeg ser vores chancer som små. Vi går dog 100 procent ind og tror på det.
- Vi har også været underdogs i de to seneste kampe, og vi kommer til at være endnu større underdogs i den kommende kamp. Men jeg tror på, at vi kan vinde, siger Jonas Lyduch.
/ritzau/