København, 24/06/2025 - 22:17
Motorcykelstjerne får debut som cykelrytter for Lidl-Trek
Ti dage efter at have kørt MotoGP-grandprix skal Aleix Espargaró køre cykelløbet Østrig Rundt for Lidl-Trek.
Benjamin Cremel/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Aleix Espargaró har tilsyneladende flere talenter.
Den 35-årige spanier er nemlig både professionel motorcykelkører og cykelrytter, og han er nu på vej ind i en ret heftig periode af sit liv.
Tirsdag har Lidl-Trek udtaget Aleix Espargaró til Østrig Rundt, som løber af stablen ti dage efter weekendens MotoGP-grandprix i Holland, hvor spanieren skal køre på et wildcard.
- Det bliver en fed udfordring, men jeg har ingen forventninger til min cykeldebut. Jeg vil prøve at lære så meget som muligt, hjælpe mine holdkammerater og vigtigst af alt prøve at nyde lidelserne, siger han ifølge Lidl-Treks hjemmeside.
Det kan lyde mærkeligt, at man kan være professionel i to forskellige sportsgrene, så her følger en forklaring.
Aleix Espargaró fortalte i maj sidste år, at han efter sæsonen ville indstille sin karriere i motorcykelsportens kongeklasse, MotoGP, hvor han i løbet af en lang karriere har vundet tre grandprixer.
Senere på året kom det dog frem, at han ville fortsætte som testkører for Honda, og han har hidtil i denne sæson kørt to grandprixer.
Lige før nytår meddelte Lidl-Trek så, at Aleix Espargaró var blevet ansat på holdet. Som en slags ambassadør. Men nu får han altså også lov til at vise sig frem i et professionelt cykelløb.
Han fortæller, at han altid har haft cykling som sin store passion, og at han har trænet med professionelle ryttere i og omkring sit hjem i Andorra.
- Jeg er virkelig glad for, hvordan det her år er gået. Det har ændret mit liv og alt, hvad jeg gjorde før. Det har været fantastisk at være en del af et stort hold som Lidl-Trek.
- Jeg er vokset meget som cykelrytter og har lært mange ting i de her seks måneder. Jeg har det godt og kan ikke vente med at teste mine ben mod nogle af de bedste ryttere i verden, siger han.
Lidl-Trek sender sit udviklingshold til Østrig Rundt, hvor Aleix Espargaró kan få selskab af Mads Pedersens lillebror, Martin Pedersen, samt talenterne Patrick Frydkjær og Kristian Egholm.
Danske Sebastian Andersen, som er søn af Kim Andersen, er også tilknyttet udviklingsholdet som sportsdirektør.
/ritzau/