Cannes, 22/05/2025 - 13:17
Film med dansk strejf fik 19 minutters bifald ved Cannes
Joachim Triers "Affeksjonsverdi" kan ende med hovedprisen i Cannes. Publikum tog godt imod den ved premieren.
Af: /ritzau/
Den norske film "Affeksjonsverdi" har fået en af de mere imponerende modtagelser ved filmfestivalen i Cannes.
I 19 minutter lød der således klapsalver fra publikum efter filmens premiere onsdag aften. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Det er ikke usædvanligt, at film ved festivalen får lange klapsalver, men de 19 minutter er alligevel i den høje ende.
"Affeksjonsverdi" er udtaget til konkurrencen om Guldpalmen.
Filmen er lavet af norske Joachim Trier, der er født i Danmark, sammen med blandt andre den danske producer Sisse Graum Jørgensen.
Den er desuden co-produceret af det danske filmselskab Zentropa
Filmen handler om to søstre, der sørger over tabet af deres mor. Samtidig vender deres far, som er filminstruktør, tilbage med et manuskript, som han tilbyder en af døtrene at spille hovedrollen i.
Datteren afslår tilbuddet, og faren finder en Hollywood-skuespiller til rollen.
Imens forsøger han at reparere båndene til sine døtre under optagelserne, der foregår i Norge.
Joachim Trier står bag film som "Verdens værste menneske", der er den sidste film i hans Oslo-trilogi.
Han har gået på filmskole i Danmark og har desuden en dansk far.
Sisse Graum Jørgensen har tidligere produceret film og serier som "Familier som vores", "Den skaldede frisør" og de oscarnominerede "Druk" og "Jagten".
/ritzau/