Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/06/2023 - 10:57

Sanger og entertainer Peter Belli er død - 79 år gammel

Et liv som dansk rockstjerne sluttede torsdag, da Peter Belli sov ind ti dage før sin 80-års fødselsdag.

Camilla Rønde/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Efter flere årtier på den danske musikscene er sangeren Peter Belli sovet stille ind. Han blev 79 år gammel - ti dage før sin 80-års fødselsdag.

Det oplyser pladeselskabet Target Records.

- Der er med stor sorg, vi må meddele, at vores elskede mand, pappa, dadi og svigerfar, Peter Belli er gået bort.

- Efter længere tids sygdom er han 8. juni 2023 sovet stille ind med de nærmeste omkring sig.

- Ulven har takket af for sidste gang, skriver Target ifølge de to medier med henvisning til Peter Bellis kælenavn.

Pladeselskabet beder om, at familien får ro til at bearbejde sit tab.

Peter Belli har i over fem årtier spillet tusindvis af koncerter og udgivet over 40 album.

Han er stemmen bag sange som "Teddybjørn", "Bliv Væk Fra Vores Kvarter" og "Ulven Peter".

Da han trådte frem på musikscenen, var Peter Belli en af dansk rocks pionerer. Her skilte han sig ud med sit lange hår og markante stemme.

Som 16-årig debuterede ulven Belli som sanger, og efter fem år med forskellige bands blev han forsanger for Les Rivals, der fik fast tilknytning til Bakken.

Som dansk rocks svar på Mick Jagger levede han det vilde rockstjerneliv, og bandet varmede blandt andet op for The Kinks og The Rolling Stones.

Ud over sin musik, hvor "Ulven Peter" over de næste årtier gjorde sig i flere forskellige genrer, har hans stemme og ansigt også været at finde i tv-serier, film og tegneserier.

Børnefamilier vil for eksempel genkende Bellis stemme som blæksprutten i "Bennys badekar" og Rafiki i "Løvernes Konge".

I 2013 fik Peter Belli en ærespris fra IFPI Danmark, der er musikselskabernes brancheorganisation, for sin karriere.

Også Smukfests ærespris, Polka Verner Legatet, har haft Peter Bellis navn på det, da han modtog den sammen med Jytte Abildstrøm og Mikael Simpson.

Privat har Peter Belli i over 50 år været gift med June. Parret har tre børn.

I april kom det sidste opslag på Peter Bellis Facebook-side, der gav indtryk af, at det danske musikikon nød sin tid med sin hustru.

- Mange spørgsmål går på, hvordan June og jeg har det. Jeg kan fortælle, at vi har det godt og nyder livet, skrev han.

/ritzau/

Basel, 11/05/2025 - 16:36

Propalæstinensere demonstrerer under årets Eurovision-åbning

Stefan Wermuth/Ritzau Scanpix

Israels deltagelse i det internationale melodigrandprix vækker fortsat vrede.

Israel er tilbage i åbningen af Eurovision, efter at delegationen sidste år ikke deltog i arrangementet, da det lå samtidig med mindedagen for Holocaust.

Søndag eftermiddag trådte årets israelske deltager, Yuval Raphael, således ud på den turkis løber i den schweiziske storby Basel, og det affødte stærke reaktioner.

Propalæstinensiske demonstranter stillede sig ud foran nogle af de sporvogne, der fragter Eurovision-deltagerne fra rådhuset i Basel og til byens messecenter, hvor åbningsceremonien ender, og politiet måtte gribe ind.

De står også talstærkt ved Messe Basel, hvor der også er demonstranter, der opfordrer til boykot af grandprixet og Israels deltagelse.

Israels myndigheder advarede kort inden årets Eurovision israelere om at nærme sig demonstrationer, da de ifølge myndighederne kan eskalere til vold.

Israels Eurovision-deltager, Yuval Raphael, overlevede Hamas-bevægelsens angreb 7. oktober 2023 på den israelske musikfestival Nova ved at gemme sig under flere lig. Efterfølgende indledte Israel en offensiv i Gaza.

Yuval Raphael stiller op med nummeret "New Day Will Rise", som handler om, at en ny dag vil gry.

- Jeg er så spændt. I er så smukke alle sammen, lyder det under åbningsceremonien fra Yuval Raphael, efter at hun er kommet i messecentret.

Det vakte voldsom vrede, at Israel sidste år fik lov til at stille op i Eurovision. En vrede, som stadig raser.

Irlands public service-station, RTÈ, henvendte sig kort inden årets Eurovision til European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer grandprixet, og opfordrede til, at man tog en diskussion om Israels deltagelse i årets konkurrence.

Stationens generaldirektør, Kevin Bakhurst, udtrykte forfærdelse over situationen.

EBU svarede kort efter RTÈ i en pressemeddelelse:

- Vi forstår bekymringerne og de dybtliggende synspunkter omkring den nuværende konflikt i Mellemøsten.

- EBU er ikke immun over for globale begivenheder. Men sammen med vores medlemmer er det vores rolle at sikre, at konkurrencen i sin kerne forbliver en universel begivenhed, der fremmer forbindelser, mangfoldighed og inklusion gennem musik.

Eurovision afvikles over to semifinaler 13. og 15. maj inden den grande finale 17. maj.

Både Israels deltager, Yuval Raphael, og Danmarks Eurovision-håb, Sissal, skal på scenen i den anden semifinale.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/05/2025 - 08:00

DR-stjerne: Jeg har ikke store forhåbninger til skuespillerkarrieren

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Albert Arthur Amiryan havde i samme måned premiere med filmen "Hele vejen" og DR-serien "Generationer", men kan leve med eller uden en skuespilkarriere.

Han kom ud af ingenting, da han i 2020 gik fra at arbejde som tømrer til at spille terroristen Omar i filmen "Krudttønden".

Det kunne have været startskuddet på dansk-armenske Albert Arthur Amiryans skuespilkarriere. Men alligevel skulle der gå fem år, før han igen var at finde i en spillefilm.

Netop nu kan han ses på biograflærredet som bandemedlemmet Saddam i actionthrilleren kan man nu se ham i "Hele vejen", som havde premiere i april.

Samme måned rullede DR-dramaserien "Generationer" for første gang over de skærmen, og her spiller Albert Arthur Amiryan den varme og rummelige Isak.

- Folk, der har set begge, kommer til at sidde og kigge i rulleteksterne for at være sikker på, at det er mig, siger Albert Arthur Amiryan med et skævt smil.

Kombinationen af de to premierer ville måske have givet anledning til at drømme om det helt store gennembrud på film og tv.

Men for Albert Arthur Amiryan er skuespillet slet ikke det, det hele står og falder med.

- Jeg har sgu ikke de store forhåbninger til min karriere som skuespiller. Det er ikke mit primære arbejde. Jeg er entreprenør og har en masse udenlandske firmaer, siger den autodidakte skuespiller.

Hvor han tidligere har haft et tømrerfirma, fortæller han, at han lige nu blandt andet sælger is og vand fra Grønland til Dubai.

Tidligere har han lavet nogle investeringer, der har gjort, at han står godt økonomisk, tilføjer han.

- Skuespillet er jo bare kommet ind fra siden. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå i fremtiden. Hvis det bliver stort, bliver det stort. Hvis ikke er det også fint, siger Albert Arthur Amiryan og konstaterer:

- Jeg kan sagtens leve et liv med eller uden.

Han beskriver selv skuespillet som en hyggelig beskæftigelse, som samtidig kan give lidt ekstra på kistebunden.

- Jeg bliver ikke nødt til at tage en rolle på grund af økonomien. Jeg tager den også, fordi jeg finder den værdimæssigt i orden, siger han og uddyber:

- Det skal være en god historie, og det skal være noget, jeg kan sige god for. Der er også en masse ting, jeg har sagt nej til.

Det giver plads til alsidigheden.

Albert Arthur Amiryan kommer altid på nye forretningsidéer, og kunstnerisk udfolder han sig også musikalsk, hvor han spiller klassisk klaver og komponerer selv.

- Jeg tror bare, at jeg er en af de heldige, der har fået en hjerne, der kan sådan nogle ting. Jeg ved ikke, hvad det er, der driver mig. Det ligger bare i min kerne, siger den 30-årige dansk-armener.

Tidligere har han også dyrket kampsport i mange år, og nu kunne han godt tænke sig at blive professionel inden for drifting.

Det er en køreteknik inden for motorsport, hvor man overstyrer bilen med vilje og samtidig styrer den rundt om et hjørne eller sving.

- Jeg var i Dubai forleden, hvor jeg prøvede at drifte meget på racerbaner, og det gik pissegodt, fortæller Albert Arthur Amiryan.

Der er altså ikke mangel på talent, selv om han indrømmer, at han ikke er særligt god til fodbold.

- Men jo, det er, som om jeg har let ved at lære ting af en eller anden mærkelig årsag.

Næste afsnit af "Generationer" kan ses på DR1 søndag aften.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/05/2025 - 10:00

FAKTA: Derfor sidder solcremen i dit tøj

* Årsagen til, at solcremen sidder fast i tøjet, er de forskellige olier og fedtstoffer, som solcremen indeholder.

* Alt efter tøjets materiale kan det være lettere eller vanskeligere at fjerne solcremepletten.

* Det kan være særligt svært at fjerne pletterne fra syntetisk tøj som sports- eller badetøj. Her er de mest anvendte fibre polyamid og polyester.

* Olier og fedtstoffer er ekstra gode til at migrere ind i syntetiske fibre og trænge ind i fibrenes indre og sætte sig fast. Sker det, opstår der en permanent plet, der kan være meget svær at fjerne.

Kilde: Johnny Rodam, sektionsleder ved Teknologisk Institut.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 11/05/2025 - 10:00

I kampen mod solcremepletter er tid og varme dine værste fjender

Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Det er svært at undgå at få solcreme på tøjet, når man smører sig ind om sommeren, og endnu mere bøvlet at fjerne. Tekstilekspert giver sine dos and dont's.

For mange er sommer lig med solcreme. Men i forsøget på at beskytte sig mod solens farlige stråler hænder det, at solcremen smitter af på ens hvide sommertøj eller sengetøj.

Og den hvide creme giver gule pletter, som kan være vanskelige at få bugt med. Er uheldet ude, er det vigtigt at reagere så hurtigt som muligt.

Sådan lyder det fra Johnny Rodam, der er sektionsleder ved Teknologisk Institut og arbejder med kemisk karakterisering og rådgivning.

- Især fedtstofferne i solcremen har en god evne til at trænge ind i tekstilfibrene, siger Johnny Rodam.

Og de skal opløses for at komme af med pletten.

Opdager man en plet med solcreme på sin hvide T-shirt, er det mest effektive værktøj til at fjerne pletten opvaskemiddel. Det har nemlig et højt indhold af tensider, der er effektive til at fjerne fedt.

- Opvaskemidlet påføres direkte på pletten og gnides ind i pletten med børste eller med fingrene, hvis man har handsker på, siger han.

Man kan også godt bruge almindeligt vaskemiddel beregnet til kulørt tøj, men det har ikke et lige så højt indhold af tensider.

- Du må dog ikke bruge vaskemiddel beregnet til hvidt tøj. Det indeholder nemlig oxidationsmiddel, som kan få pletten til at sidde endnu bedre fast, advarer tekstileksperten.

Herefter skal man lade det virke i 15 til 30 minutter.

- Bagefter kan man skylle efter med varmt vand uden at gnide på pletten imens, indskyder sektionslederen.

Til sidst smider man T-shirten i vaskemaskinen og vasker, som man normalt ville gøre.

Når man tager T-shirten ud af vaskemaskinen, skal man tjekke, at pletten er væk, før man tørrer den. For hvis pletten stadig er der, og T-shirten bliver tør, så bliver det tæt på umuligt at få pletten af.

I stedet skal man gentage punkt et til fire en gang til.

Johnny Rodam fortæller, at jo længere tid pletten får lov til at sidde, uden at man griber ind, desto større risiko er der for, at den sidder fast. Og så bliver den vanskeligere at få af.

Når man er udenfor, er solens stråler også med til at tørre pletten.

- Så ens største fjender er tid og varme, siger Johnny Rodam.

Derudover anbefaler han at vaske solcremen af huden, inden man går i seng. På den måde undgår man at få pletter på sengetøjet.

Han forklarer, at de fleste typer af solcreme er opbygget på nogenlunde samme måde, så man kan ikke sige, at den ene type er mere besværlig at få af tøjet end den anden, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek