Washington D.C., 28/07/2025 - 03:50
Thailand og Cambodja indleder mandag forhandlinger om våbenhvile
Marco Rubio oplyser, at amerikanske embedsmænd er i Malaysia, hvor de skal bistå våbenhvileforhandlinger.
Hasnoor Hussain/Reuters
Af: /ritzau/
Amerikanske embedsmænd er i Malaysia, hvor de mandag vil tage del i forhandlinger om en våbenhvile mellem Thailand og Cambodja.
Det oplyser USA's udenrigsminister, Marco Rubio, natten til mandag dansk tid i et opslag på det sociale medie X.
Meldingen fra Rubio kommer, efter at Thailand søndag oplyste, at repræsentanter for de to lande mandag mødes i Malaysia for at forsøge at nå til enighed om en våbenhvile.
Blandt repræsentanterne er den fungerende thailandske premierminister, Phumtham Wechayacha, og Cambodjas premierminister, Hun Manet.
Søndag var det også meldingen, at Malaysias premierminister, Anwar Ibrahim, ville være mægler i forhandlingerne.
Ibrahim er i øjeblikket formand for den asiatiske samarbejdsorganisation Asean, som både Thailand og Cambodja er en del af.
Thailand og Cambodja har i mere end 100 år være uenige om grænsedragningen mellem de to lande. Konflikten kredser især om suverænitet over templer i grænseområderne.
Torsdag brød der sammenstød ud mellem soldater i grænseområdet.
Indtil videre meldes 34 personer at have mistet livet, siden konflikten brød ud på ny - flere af dem civile. Mere end 200.000 personer meldes desuden at have forladt deres hjem nær grænseområderne.
- Vi ønsker, at denne konflikt afsluttes så hurtigt som muligt, skriver Rubio natten til mandag.
USA's præsident, Donald Trump, talte lørdag i telefon med de to landes ledere. Her tilbød den amerikanske præsident, at USA gerne vil påtage sig rollen som mægler i konflikten.
Søndag sagde den amerikanske præsident, at han tror, at både Thailand og Cambodja er klar til at lægge deres uenigheder i graven.
- Jeg har talt med begge premierministre, og da samtalerne sluttede, havde jeg det indtryk, at de gerne vil finde en løsning, sagde han.
/ritzau/