London, 07/06/2025 - 11:43
Jorginho forlader Arsenal og vender hjem til rødderne
Et skifte til Flamengo betyder, at Jorginho kan se frem til at spille VM for klubhold denne sommer.
Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et eventyr i fodboldkarrierens efterår venter for den brasilianskfødte italiener Jorginho.
Arsenal rev fredag kontrakten med Jorginho over, så han kunne skifte med det samme til den brasilianske klub Flamengo. Dermed kan han være med ved det forestående VM for klubhold.
- Jorginhos første opgave med Flamengo bliver klub-VM, oplyser den brasilianske arbejdsgiver.
Flamengo har udstyret 33-årige Jorginho med en treårig kontrakt. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Med skiftet vender Jorginho tilbage til rødderne. Han blev nemlig født i det sydlige Brasilien og rykkede først til europæisk fodbold som 15-årig.
Jorginho, der har italienske rødder i familien, blev hentet af Hellas Verona, efter fejlslagne ophold i flere brasilianske klubber.
Siden skiftede han til Napoli. Det var i Napoli, han dannede grobund for skiftet til engelsk fodbold.
I Napoli spillede Jorginho nemlig under Maurizio Sarri, der siden blev hyret som manager i Chelsea.
Samme dag, som Sarri blev ansat en julidag i 2018, hentede Chelsea midtbanestrategen til London-klubben.
Det skulle vise sig at blive Jorginhos vel nok bedste periode.
I Chelsea spillede Jorginho 213 kampe og vandt blandt andet Champions League, Europa League og klub-VM.
Det var også i den periode, Jorginho vandt EM i 2021 med Italien, som han har spillet 57 kampe for. I sin tid valgte Jorginho at repræsentere Italien i stedet for Brasilien.
Han har tidligere sagt, at han følte, at det var nemt at vælge Italien, der troede mest på ham.
Efter næsten fem år i Chelsea skiftede Jorginho til lokalrivalerne fra Arsenal. I Arsenal nåede han at spille 79 kampe i alle turneringer.
/ritzau/