Austin, 04/08/2025 - 14:13
Demokrater forlader Texas for at hindre afstemning om nye valgkredse
En ny optegnelse af valgkredse i Texas ventes at give Republikanerne en fordel ved midtvejsvalget i USA.
Chip Somodevilla/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En række demokratiske politikere har forladt Texas i et forsøg på at forhindre en afstemning i delstatens parlament om nye valgkredse.
Bag forslaget om en ny optegnelse af valgkredse står Republikanerne, som håber, at ændringerne vil kunne få flere republikanere valgt ind i Kongressen i Washington D.C., når der er midtvejsvalg næste år.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Situationen har fået Texas' republikanske guvernør, Greg Abbott, til at true med at smide de pågældende demokrater ud af delstatsparlamentet i Texas, hvis de ikke vender tilbage inden afstemningen.
Afstemningen skal efter planen afholdes mandag, men kan ikke gennemføres, hvis de demokratiske medlemmer ikke møder op.
Der er 150 medlemmer af Repræsentanternes Hus i Texas, som domineres af Republikanerne. To tredjedele af medlemmerne - altså 100 - skal være til stede, for at afstemningen kan finde sted.
Demokraterne sidder på 62 pladser.
Mindst 51 af de demokratiske medlemmer har forladt Texas, fortæller Josh Rush Nisenson, der er talsmand for Demokraterne i Repræsentanternes Hus i Texas.
Præsident Donald Trump har presset på for at få en afstemning om nye valgkredse i Texas.
Optegning af valgkredse bruges taktisk af de politiske partier.
De nye valgkredse, som skal til afstemning, ventes at sikre Republikanerne yderligere fem mandater i Repræsentanternes Hus i Washington D.C. ved midtvejsvalget i 2026.
Inden valget har Republikanerne et snævert flertal. Der sidder aktuelt 220 republikanere og 212 demokrater i Huset, mens tre pladser er ledige, efter at tre demokrater er døde.
Som udgangspunkt skal delstaterne tegne nye valgkredse, når der hvert tiende år har været folketælling på tværs af USA, men valgkredsene kan også i nogle tilfælde optegnes i de mellemliggende perioder.
Der var senest folketælling i 2020, og valgkredsene i delstaterne blev genoptegnet forud for præsident- og kongresvalget i 2024.
/ritzau/