Aarhus, 02/08/2025 - 16:06
Lyngby slår Aarhus Fremad og spiller sig på dukseplads
Det endte med to udesejre til Lyngby og Esbjerg i lørdagens kampe i den næstbedste fodboldrække.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Lyngby Boldklub rykkede ud af Superligaen i seneste sæson, men sjællænderne har med et lidt yngre og mindre erfarent hold fået en god start på tilværelsen i den næstbedste danske fodboldrække.
På en vanskelig udebane mod oprykkerne fra Aarhus Fremad lykkedes det lørdag Lyngby at vinde 2-0. Dermed strøg Lyngby til tops med syv point efter de tre første kampe. Hillerød har også syv point i toppen af rækken.
I sæsonåbningen vandt Lyngby ude over Esbjerg, mens det i den seneste spillerunde blev til uafgjort hjemme mod B93.
Aarhus Fremad er med nederlaget placeret på sidstepladsen med blot et enkelt point efter de tre første spillerunder.
Efter 12 minutter scorede Lyngby til 1-0 på et mål af offensivspilleren Magnus Warming.
Oplægget stod Gustav Fraulo for med en god stikning i dybden, hvorefter Warming fladt sendte bolden i nettet.
Aarhus Fremad gav på ingen måde op efter målet. Og det var tæt på, at hjemmeholdet fik udlignet i anden halvleg.
Men Aarhus Fremads midtbanespiller Simon Bækgård sparkede bolden på overliggeren.
I stedet for en udligning cementerede Lyngby sejren til slut.
Bror Blume er lige vendt tilbage til Lyngby og scorede til 2-0 i det 89. minut. Blume sparkede bolden i kassen fra tæt hold efter et hjørnespark.
I lørdagens anden kamp i 1. division vandt Esbjerg 1-0 ude over Middelfart. Esbjerg har seks point efter tre kampe.
Middelfart, der ligesom Aarhus Fremad er oprykker, har et enkelt point i bunden af rækken.
/ritzau/