London, 03/08/2025 - 20:14
Mand død efter fald ved Oasis-koncert i London
Politiet i London opfordrer Oasis-fans til at tjekke deres videoer på mobilen efter dødsulykke på Wembley.
Phil Noble/Reuters
Af: /ritzau/
En mand er død efter et fald ved en koncert med rockbandet Oasis på Wembley Stadion i London lørdag aften.
Det rapporterer de britiske tv-stationer Sky News og BBC.
Manden - der er i 40'erne - blev klokken 22.19 lokal tid fundet "med kvæstelser, der stemte overens med et fald," siger en talsmand for politiet i London til BBC.
Den kvæstede mand blev erklæret død på stedet, siger talsmanden videre.
Flere øjenvidneberetninger tyder på, at manden faldt fra de øvre tribuner.
Oasis meddeler ifølge BBC, at bandmedlemmerne er "chokerede og kede af" at høre om dødsfaldet.
Politiet i London opfordrer ifølge BBC fans, der var til stede ved lørdagens udsolgte koncert, til at dele videomateriale, der måske kan kaste lys over, hvad der skete.
Politiet "mener, at det er sandsynligt, at et antal mennesker bevidnede hændelsen, eller at de bevidst eller ubevidst fangede det på video på mobilen".
Et øjenvidne fortæller til avisen Daily Mail, at der hørtes råb og skrig, efter at manden var faldet ned fra en balkon.
- Det var forfærdeligt. Fyren faldt ned fra balkonen. Samaritterne kom styrtende over, fortæller øjenvidnet.
- Det var et højt fald. Guderne må vide, hvordan det skete. Det var så tragisk.
Et andet øjenvidne fortæller til avisen The Sun, at hun sad i sektion 211 og så noget ud af øjenkrogen.
- Ved første øjekast troede jeg, at det var en jakke, der faldt ned fra sektionen ovenover, men så kiggede jeg ned og så fyren ligge der på betongulvet. Det var forfærdeligt.
Der er plads til 90.000 tilskuere på Wembley Stadion.
Koncerten lørdag aften var den fjerde af i alt syv, som Oasis spiller i London.
Også søndag aften står brødrene Liam og Noel Gallagher på scenen sammen med resten af bandet. Trods dødsulykken lørdag aften vil søndagens koncert finde sted som planlagt, har Wembley Stadion oplyst.
/ritzau/