Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 19/05/2025 - 22:22

Zelenskyj vil samle EU-støtter til stormøde med Rusland

Et møde på højt niveau kan blive en realitet mellem Rusland og Ukraine. Ukraine overvejer mulighederne.

Af: /ritzau/

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger mandag, at et fysisk møde mellem Ukraine, Rusland, USA, EU og Storbritannien overvejes.

Det skriver Reuters.

- Vi overvejer at holde et møde med alle teams på et højt niveau, siger Zelenskyj ved et pressemøde i Kyiv.

Mødet skal omhandle mulighederne for at stoppe krigen i Ukraine.

Zelenskyj fortalte ved samme lejlighed, at han mandag har talt med USA's præsident, Donald Trump, inden Trump ringede sammen med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Her bad han den amerikanske præsident om ikke at handle hen over hovedet på den ukrainske regering.

- Jeg bad ham om ikke at tage nogen beslutninger om Ukraine uden os, siger Zelenskyj til journalisterne.

- Det er en principsag for os og meget vigtigt.

Efter samtalen med Putin skrev Donald Trump på det sociale medie Truth Social, at Rusland og Ukraine omgående vil indlede forhandlinger med henblik på en våbenhvile og en afslutning på krigen.

Zelenskyj og Trump talte ifølge den ukrainske præsident ligeledes sammen efter opkaldet med Putin.

I den samtale deltog lederne fra Frankrig, Finland, Tyskland, Italien og EU.

- Sammen med europæiske ledere diskuterede vi også de mulige næste skridt - specifikt møder mellem forhandlere og objektive vurderinger af hver parts forslag, skriver Zelenskyj om samtalen i et opslag på X.

- Ethvert forslag ved bordet fortjener en ærlig evaluering. Derfor skal forhandlingsprocessen involvere både amerikanske og europæiske repræsentanter på et passende niveau, tilføjer han.

I sidste uge var der samtaler mellem Ukraine og Rusland i Tyrkiet.

Det var første gang, at repræsentanter fra de to lande mødtes siden de første måneder af krigen i 2022.

Samtalerne førte ikke til enighed om en våbenhvile.

/ritzau/

London, 21/05/2025 - 21:43

Northside-aktuel rapper sigtes for terrorforseelse af britisk politi

Clodagh Kilcoyne/Reuters

En video viser angiveligt, at en nordirsk rapper viser et Hizbollah-flag frem under en koncert i London.

Britisk politi har sigtet Liam O’Hanna, der er en del af den nordirske hiphoptrio Kneecap, for en terrorforseelse, fordi han angiveligt har vist et flag til støtte for den militante bevægelse Hizbollah.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Politiet blev ifølge mediet Sky News gjort opmærksom på en video af den unge rapper i april. Derfor blev dets antiterrorenhed sat på opgaven.

I videoen kan man angiveligt se O'Hanna vise et Hizbollah-flag frem under en koncert i London tilbage i november sidste år.

Hizbollah-bevægelsen blev dannet i 1982 som svar på en israelsk invasion i Libanon. Det er en shiamuslimsk bevægelse, som gennem årene blandt andet også har angrebet amerikanske mål.

Den har desuden spillet en særdeles aktiv rolle som allieret til Hamas-bevægelsen, der er i krig med Israel.

O'Hanna er sigtet for at have vist flaget "på en sådan måde eller under sådanne omstændigheder, at der er en rimelig mistanke om, at han støtter en forbudt organisation", lyder det.

Det er i så fald i strid med britisk terrorlovgivning.

Trioen har imidlertid understreget, at den hverken støtter Hamas eller Hizbollah, og den siger, at videoen er blevet taget ud af sin kontekst, skriver BBC.

Ifølge mediet har det indtil videre kostet Kneecap en række optrædener.

Ikke desto mindre tyder alt på, at de denne sommer lægger vejen forbi den aarhusianske festival Northside, hvor 27-årige O'Hanna efter planen skal optræde med de to øvrige medlemmer.

Han skal møde i retten i London den 18. juni, hvilket er 11 dage efter deres planlagte koncert i Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 21/05/2025 - 21:23

Northside-aktuel rapper sigtes for terrorforseelse af britisk politi

En video viser angiveligt, at en nordirsk rapper viser et Hizbollah-flag frem under en koncert i London.

Britisk politi har sigtet Liam O’Hanna, der er en del af den nordirske hiphoptrio Kneecap, for en terrorforseelse, fordi han angiveligt har vist et flag til støtte for den militante bevægelse Hizbollah.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Politiet blev ifølge mediet Sky News gjort opmærksom på en video af den unge rapper i april.

Den viser angiveligt O'Hanna vise et Hizbollah-flag frem under en koncert i London tilbage i november sidste år.

Kneecap lægger denne sommer vejen forbi den aarhusianske festival Northside, hvor O'Hanna efter planen skal optræde med de to øvrige medlemmer.

Han skal møde i retten i London den 18. juni, hvilket er 11 dage efter deres planlagte koncert i Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/05/2025 - 08:00

FAKTA: Danskernes favoritretter 2024

På listen over de ti mest populære aftensmadsretter i Danmark i 2024 fylder kød en hel del.

1. Rugbrød med pålæg.

2. Kylling med tilbehør.

3. Pizza.

4. Pasta med kødsovs eller lasagne.

5. Andre pastaretter.

6. Pølser (for eksempel hotdogs, medister eller pølsehorn).

7. Burger.

8. Fisk med tilbehør.

9. Bøf med tilbehør.

10. Sandwich.

Kilde: madkulturen.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 22/05/2025 - 08:00

Tag gamle tricks i brug og få oksekødet til at række længere

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Synes du også, at det er blevet dyrt at hive 500 gram hakket oksekød op ad køledisken? Nej, 400 gram. Få kødet til at række længere med hjælp fra kok.

Kød plus tilbehør. Sådan lyder formularen for de fleste danskere, når de skal have aftensmad på bordet.

En af de populære ingredienser er hakket oksekød, der kan bruges til mange forskellige retter, men i takt med at prisen på kød stiger, kan det være en udfordring at holde sig inden for det samme madbudget som tidligere.

Ifølge Bettina Buhl, madhistoriker og museumsinspektør for Det Grønne Museum, kan vi lære af vores tidligere generationer for at få det hakkede oksekød til at række længere. For kødet har ikke altid været i centrum.

- Det er et nyere fænomen, at den almindelige dansker har så meget kød og især oksekød til rådighed, at man kan spise det flere gange om dagen.

- Det begyndte i efterkrigstiden, og ellers har det været en præmis gennem historien, at kød var eksklusivt, siger hun.

Hakkekødet fik en stor rolle i de danske køkkener i 1960'erne, hvor kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og tiden i køkkenet blev knappere, forklarer hun.

Hun fortæller, at kød engang alene blev brugt som det, vi i dag kalder en bouillonterning - altså for at give smag til aftensmaden, der primært bestod af grøntsager.

Et trick var blandt andet at bruge kødet sammen med grøntsager til at lave pålægssalater til smørrebrød.

Og hvis man synes, at det hakkede oksekød er blevet for dyrt til ens budget, kan man også i dag sagtens udskifte en betydelig del af kødet med andre ingredienser og stadig beholde en kraftig smag.

Det kræver bare, at man køber det rigtige kød, siger Mikkel Hevring de Vries, som er kok og bæredygtigheds- og udviklingskonsulent hos Jespers Torvekøkken.

- Man kan starte med at gå efter kød med en lav fedtprocent. Vi vil hellere have det rene kød. Det har i sig selv den umami, vi vil have. Fedtet giver selvfølgelig noget smag, men den kan vi tilføje andre steder.

- Hvis vi køber 500 gram oksekød med en høj fedtmængde, kan vi risikere, at fedtet sorteres fra, når vi rister kødet, og så står vi pludselig med et mindre produkt, end vi har købt.

Han nævner også, at hvis man køber kød af dyr, der har haft det godt, har det fået det rigtige foder og er vokset på den rigtige måde, hvilket er afgørende for smagen, så man behøver en mindre mængde kød.

- Jo mere volumen i smagen, desto mindre spiser vi. For vi har slet ikke behov for at spise så meget kød, siger han.

Når man erstatter dele af det hakkede oksekød i sine aftensmåltider, er der tre overordnede egenskaber, der skal dækkes ind. Proteinindhold, tekstur og umamismag.

- Linser kan erstatte det hakkede oksekøds protein og tekstur. Vi har for eksempel puy-linsen, belugalinsen og den danske anicialinse, der har lidt pebernoter, siger han.

Hvis man vil prøve det af, kan man begynde med at erstatte halvdelen af kødet med linser, siger han.

Alternativer til linser kan være kvaste grøntsager kørt igennem en kødhakker eksempelvis gulerødder, selleri eller løg. De kan ristes af for at få en karamellisering.

Og for at få umamismag i maden kan man tilføje indkogte tomater, grønne asparges, sojasovs eller miso.

- Efterhånden kender de fleste en linsebolognese, men to andre eksempler kan være en kødtærte eller en karrykål, siger han.

I kødtærten, en klassisk tærte med kødfyld, hvor grøntsager tilberedes i en hvid, cremet sauce og bindes sammen med æg, inden tærten bages, kan man erstatte noget af det hakkede oksekød.

Mikkel Hevring de Vries anbefaler hvide bønner, asparges, friskbælgede ærter eller sauteret spinat.

I karrykålen, som er oksekød ristet af med løg og kål, kan man erstatte noget eller alt kødet med sorte bønner og forskellige svampearter. Og så kan man tilføje rødvin og tomater.

Bettina Buhl forklarer, at kartofler traditionelt har været en klassisk "kødstrækker" i det danske køkken. Man kan for eksempel tilføje moste kartofler i sin kødbollefars.

Andre kødstrækkere kan ifølge Mikkel Hevring de Vries være havregryn, moste bælgfrugter eller revne grøntsager, uanset om det skal bruges til frikadeller eller boller i karry.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek