København, 19/08/2025 - 09:45
Regeringen vil lempe dokumentationskrav til frivillige i foreninger
Regeringen vil med 30 tiltag gøre det lettere at være frivillig i foreningslivet, uden unødig administration.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mindre administrativt bøvl. Og mere fokus på kerneopgaven ved at være frivillig i foreningslivet.
Det skal ifølge kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) gerne blive resultatet af regeringens foreningsudspil, som tirsdag bliver præsenteret hos Sparta Atletik og Løb i København.
- Millioner af danskere er medlemmer af vores foreninger, og hundredtusindvis er frivillige, enten meget eller på et mindre højt niveau.
- Fælles for de mennesker er, at de synes, bøvlet og bureaukratiet har vokset sig for stort, siger han.
Konkret vil regeringen med udspillet pege på i alt 30 initiativer, der skal nedbringe antallet af regler og andre byrder for foreningslivet.
Blandt initiativerne er at forøge den skattefri godtgørelse fra 6800 kroner til 10.000, som frivillige skattefrit og uden dokumentation kan modtage fra foreninger, når de har udgifter i relation til foreningen.
Et andet initiativ handler om at oprette et CVR-register for foreninger, som banker og relevante myndigheder kan få indsigt i. Det skal lette dokumentationsbyrden for foreningerne.
Og et tredje af initiativerne handler om, at ikke hele bestyrelsen, men kun formanden og kassereren, fremover skal underskrive foreningens tilskudsregnskab.
- Jeg håber, flere vil opleve, at det at sige ja til at være medlem i en bestyrelse, lægge lidt ud for, at ungernes fodboldhold skal transporteres fra A til B, eller måske være kasserer eller formand, bliver mindre bøvlet, siger Jakob Engel-Schmidt.
- Man slipper for at fedte med kvitteringer for små udlæg, og man kan nøjes med at uploade sine oplysninger ét sted, når man har søgt tilladelse til et arrangement, som man er vant til at afholde, og så kan man i fremtiden nøjes med at søge hvert femte år. Det gør det sjovere og mindre bøvlet. Det skaber tid og plads til det, det hele handler om, siger han.
Foreningsudspillet kommer, efter at et partnerskab med aktører fra foreningslivet i juni kom med 51 anbefalinger til regler og byrder, som med fordel kan fjernes fra foreningslivet.
Partnerskabet skulle også komme med forslag til nye tiltag, der kan understøtte foreningslivet og folks lyst til at blive frivillige. Blandt deltagerne i partnerskabet er Ældre Sagen, Sammenslutningen af By- og Markedsfester samt DGI og Danmarks Idrætsforbund.
Jakob Engel-Schmidt vil holde fast i partnerskabet for at fortsætte arbejdet med at gøre reglerne mere enkle.
- Jeg synes, vi er kommet et meget langt stykke. Men jeg er også pinligt bevidst om, at vi er rykket langt frem på banen, men at der også stadig er vej at gå.
- Derfor skal det være mit oplæg, at det partnerskab, jeg har nedsat, mellem foreningerne og de relevante ministerier med Kulturministeriet i spidsen, fortsætter, siger han.
/ritzau/