København, 20/05/2025 - 14:05
Nedrykket Leicester undersøges for økonomisk rod
Leicester undersøges for rod i økonomien, da holdet i 2023/24-sæsonen spillede i Championship.
Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Leicester rykker ud af Premier League i denne sæson, og nu kan ondt risikere at blive værre for nedrykkeren.
Den engelske klub anklages nemlig for brud på de økonomiske spilleregler.
Det skriver Premier League på sin hjemmeside.
En uafhængig kommission skal nu undersøge sagen, der kan ende med blandt andet at koste den engelske klub en pointstraf.
Ifølge ligaen har Leicester i 2023/24-sæsonen, hvor holdet spillede i Championship, brudt reglerne for rentabilitet og bæredygtighed.
Reglerne går kort sagt ud på, at klubberne ikke må bruge væsentligt flere penge, end de tjener.
Derudover skulle Leicester have undladt at indsende årsregnskabet til tiden og ikke samarbejdet godt nok med ligaen, da der blev rettet henvendelse til klubben.
Leicester skriver i en udtalelse på klubbens hjemmeside, at "man ikke vil kommentere på sagen, før den er afsluttet".
Det er ikke første gang, at Leicester er i Premier Leagues søgelys på grund af rod i økonomien.
I 2022/23-sæsonen blev klubben anklaget for brud på de økonomiske regler, men slap for straf, da holdet ikke længere spillede i Premier League.
Denne gang har Premier League dog åbnet for muligheden for, at Leicesters sag kan undersøges, selv om klubben i næste sæson ikke længere spiller i den bedste engelske liga.
- Premier League har fortsat hjemmel, selv om Leicester rykker ud af ligaen efter indeværende sæson, lyder det fra ligaen.
/ritzau/