København, 14/05/2025 - 14:16
Politiet udvider straffri stofzone i København
Onsdag udvides den zone på Vesterbro, hvor det er straffrit at indtage stoffer. I området ligger tre fixerum.
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Siden december sidste år har det været straffrit at indtage stoffer for personer med tilknytning til fixerum i et afgrænset område på Vesterbro i København.
Onsdag udvides den zone yderligere.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Udvidelsen sker for at inkludere området omkring Reden på Gasværksvej 24, hvor et nyt stofindtagelsesrum åbner.
- Zonen udvides, fordi det fremgår af loven, at det skal være i umiddelbar nærhed af stofindtagelsesrummene.
- Københavns Kommune har fået tilladelse til at åbne et nyt rum på Reden på Gasværksvej, og det skal derfor også indgå i zonen, siger vicepolitiinspektør i Københavns Politi Jonas Wybrandt.
Zonen dækker nu området omkring Reden samt fixerummet H17 på Halmtorvet og gaderne omkring Mændenes Hjem på Lille Istedgade, hvor brugerne af stofindtagelsesrummene ofte færdes.
- De betjente, der har deres daglige gang på Vesterbro, besøger de steder, der har stofindtagelsesrum, flere gange dagligt. Det betyder, at de kender dem, der benytter sig af dem, og omvendt. Det gør det mere trygt for stofbrugerne, siger Jonas Wybrandt.
Personer over 18 år, som grundet afhængighed og misbrug, har til hensigt at indtage stoffer i et stofindtagelsesrum i den nu udvidede zone, vil ikke blive retsforfulgt for at være i besiddelse af stofferne.
Udvidelsen af zonen kommer, mens regeringens værdighedsreform er på vej. Reformen skal blandt andet gøre det lovligt for samfundets mest udsatte at bære stoffer i hele landet - og ikke kun i de områder, hvor fixerummene er.
- Det betyder, at nogle af de mere udsatte borgere i Danmark ikke konstant skal gå rundt og frygte, at de bliver stoppet af politiet, når de har et stof på sig, lyder det fra Jonas Wybrandt.
Det første fixerum i København åbnede for 12 år siden, og siden er tre nye kommet til inden for det afgrænsede område på Vesterbro.
Fixerummene gør det muligt for stofbrugere at indtage stofferne under kontrollerede og sikre forhold.
/ritzau/