Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/07/2025 - 15:56

Benjamin Hav indrømmer svindel med sygedagpenge

Rapperen Benjamin Hav er kendt for at bøje virkeligheden. I et helt år levede han på sygedagpenge, selv om han slet ikke var syg, siger han i DR-podcast.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Simone Gisselmann Elfving, Ritzau Fokus

Hvis alle gjorde som den danske kunstner Benjamin Hav, så ville samfundet bryde sammen.

Det fortæller rapperen i DR's podcast "Hvem er Benjamin Hav?", hvor han beretter om et årelangt hashmisbrug og svindel med velfærdsydelser.

- Jeg fik arbejde på jobcenter for sygedagpenge, og der lærte jeg sygedagpengeloven at kende ret indgående. Det, der så skete - det kan jeg nok godt sige nu, forhåbentlig er det forældet - det var, at jeg meldte mig selv syg, og jeg var faktisk sygemeldt i et helt år, tror jeg, siger han i podcasten og tilføjer:

- Jeg sagde til mig selv, at det var en form for indirekte kulturstøtte.

Benjamin Hav fik på det tidspunkt også overbevist sine forældre om, at det, han havde gang i, var smart. Han havde brug for et "kunstnerrefugium", hvor han havde tid til at skrive tekster, så han kunne bryde igennem i musikbranchen.

I løbet af DR-podcastens seks afsnit bliver lytterne taget med fra Benjamin Havs tid i folkeskolen og frem til gennembruddet på den danske musikscene - først i duoen Benal og senere som soloartist.

I det sidste afsnit spørger vært Marie Hobitz, om han fortryder, at han har snydt sig til en sygemelding og til udbetaling af sociale ydelser.

Et spørgsmål, som Benjamin Hav til at starte med svarer ja til, hvorefter han trækker i land:

- Jeg fortryder det ikke, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg siger det bare, fordi jeg tænker, at der sidder nogle derude, som jeg forestiller mig hedder Bettina, med den ene hånd på tastaturet og er i gang med at skrive en sviner til mig på Reddit.

- I øjeblikkene tænker jeg, at mit liv kommer til at være ét langt bidrag af kærlighed og fremtidig skat, men jeg skulle selvfølgelig ikke have meldt mig syg, når jeg ikke var syg, lyder det fra rapperen.

Benjamin Hav har for vane at bøje sandheden både ved koncerter og i interviewsituationer. Til Alt for damerne har han tidligere fortalt, at han godt kan lide at "krydre" sine historier.

Hans tendens til at skrue på virkeligheden bringes derfor også op i podcastens første episode - for hvordan kan lytterne vide sig sikre på, at han nu fortæller sandheden?

Rapperen lover i podcasten, at han ikke vil sige noget, der ikke passer.

Det har ikke været muligt for Ritzau at verificere udtalelserne, men det er kunstnerens egen udlægning i DR's podcast.

/ritzau/

Los Angeles, 18/07/2025 - 20:30

Der er rift om billetter til Nolan-film - et år inden premieredato

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

Det har været enormt populært at købe billetter til "The Odyssey", som bliver vist i særligt format.

Der har været rift om de første biografbilletter til den kommende film "The Odyssey", som den anerkendte filminstruktør Christopher Nolan står bag.

Det skriver det britiske medie The Guardian fredag.

Filmens premieredato er dog først sat til 17. juli næste år, den har ikke fået nogen officiel spilletid, og optagelserne er fortsat i gang.

Et år før premieredatoen blev billetterne til de første visninger sat til salg. De dækker over 26 IMAX-biografer i forskellige lande verden over.

I USA blev næsten alle billetter solgt inden for en time, og der har været meldinger om billetter, der er blevet solgt videre for op mod 400 dollar - omkring 2500 danske kroner.

Imens solgte den australske biograf IMAX Melbourne 1800 billetter til i alt fire visninger.

IMAX er et filmformat, og de visninger, der er solgt billetter til, vil blive vist i opløsningsformatet 1570.

Det er det største og højeste opløsningsformat, der findes, og Nolans foretrukne ifølge mediet.

Christopher Nolan er blandt de mest succesfulde instruktører i verden.

Hans film tæller titler som "Oppenheimer", der blandt andet vandt en Oscar for Bedste Film, og science fiction-filmen "Interstellar", som havde Hollywood-skuespilleren Matthew McConaughey i hovedrollen.

"The Odyssey" baserer sig på Homers klassiske værk "Odysseen".

Filmen følger Odysseus på sin lange vej hjem fra Den Trojanske Krig. I rollen ses den amerikanske skuespiller Matt Damon.

Andre store navne, der ligeledes er på rollelisten, er Robert Pattinson, Charlize Theron, Anne Hathaway, Zendaya og Tom Holland.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 18/07/2025 - 20:02

Der er rift om billetter til Nolan-film - et år inden premieredato

Det har været enormt populært at købe billetter til "The Odyssey", som bliver vist i særligt format.

Der har været rift om de første biografbilletter til den kommende film "The Odyssey", som den anerkendte filminstruktør Christopher Nolan står bag.

Filmens premieredato er dog først sat til 17. juli næste år, den har ikke fået nogen officiel spilletid, og optagelserne er fortsat i gang.

Et år før premieredatoen blev billetterne til de første visninger sat til salg. De dækker over 26 IMAX-biografer i forskellige lande verden over.

I USA blev næsten alle billetter solgt inden for en time, og i Australien solgte biografen IMAX Melbourne 1800 billetter til i alt fire visninger.

Det skriver det britiske medie The Guardian fredag.

IMAX er et filmformat, og de visninger, der er solgt billetter til, vil blive vist i opløsningsformatet 1570.

Det er det største og højeste opløsningsformat, der findes, og Nolans foretrukne ifølge mediet.

Christopher Nolan er blandt de mest succesfulde instruktører i verden.

Hans film tæller titler som "Oppenheimer", som blandt andet vandt en Oscar for Bedste Film, og science fiction-filmen "Interstellar", som havde Hollywood-skuespilleren Matthew McConaughey i hovedrollen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 18/07/2025 - 08:00

FAKTA: Platformsøkonomi og skat

* Hvis du tjener penge på at udleje eller udføre opgaver for andre private, skal du som udgangspunkt betale skat af din indtægt. 

* Det gælder også, hvis indtjeningen sker gennem en digital platform.

* EU-direktivet kaldet DAC7 pålægger digitale platforme at indsamle og indberette oplysninger om de privatpersoner og virksomheder, der bruger platformen til at tjene penge. 

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 18/07/2025 - 08:00

Tjen penge på at arrangere oplevelser uden at komme i klemme

Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Det er blevet nemt at tilbyde oplevelser til turister gennem deleøkonomiske platforme. Men husk at sætte dig ind i skat og ansvar, før du kaster dig ud i det.

Hvis du har planer om at invitere turister på en guidet cykeltur gennem byens skjulte perler eller på svampejagt i skoven, er der mulighed for at gøre det gennem en deleøkonomisk platform. Her kan private dele deres passion og lokalkendskab med andre, samtidig med at de kan tjene lidt ekstra.

Men før du opretter din første oplevelse og begynder at tage imod gæster, bør du kende en række regler. Det kan spare dig for problemer med skat og forbrugerlovgivning, fortæller Martin Bruun, der er seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk.

- Hvis man selv overvejer at arrangere ture og udflugter, bør man som det første finde ud af, om man vil blive betragtet som erhvervsdrivende, siger han og fortsætter:

- Det har nemlig betydning for, hvilke pligter man har over for forbrugeren.

Ifølge Martin Bruun skal der ikke meget til, før man betragtes som en hobbyvirksomhed.

- Og i så fald er der tale om et forbrugerkøb med alle de forbrugerbeskyttelsesregler, der gælder ved salg af varer og ydelser.

Han vurderer, at du formentlig ikke er erhvervsdrivende, hvis du arrangerer ture en gang imellem som et hyggeprojekt.

Medmindre du altså er momsregistreret og driver det hele gennem en virksomhed.

- Men er man det mindste i tvivl om reglerne, bør man spørge Skattestyrelsen, siger Martin Bruun.

Ifølge Skattestyrelsen skal man momsregistreres, hvis omsætningen overstiger 50.000 kroner inden for et kalenderår.

I Danmark er al indkomst som udgangspunkt skattepligtig, og det er derfor afgørende at kende reglerne for at undgå en uventet restskat.

For et par år siden trådte et nyt EU-direktiv i kraft kaldet DAC7. Det pålægger digitale platforme at indsamle og indberette oplysninger om de privatpersoner og virksomheder, der bruger platformen til at tjene penge.

Eksempler på digitale platforme er Den Blå Avis, Airbnb og GoMore.

Uanset om du tilbyder oplevelser som privatperson eller virksomhed, anbefaler Martin Bruun, at du sætter dig ind i dit ansvar, og hvilke forsikringer du skal have.

Det kan nemlig få alvorlige følger, hvis en deltager eksempelvis falder og kommer til skade eller får det dårligt på turen.

- Uheld kan ske, og derfor er det godt at vide, hvordan man er dækket - både for sin egen og andres skyld, siger han.

Der er altså en del, du bør forholde dig til, hvis du overvejer at arrangere oplevelser.

Derfor kan det være en god idé at søge juridisk rådgivning hos en advokat, så du er sikker på at overholde alle gældende regler og krav, lyder rådet fra Martin Bruun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek