Fort Lauderdale, 01/05/2025 - 05:03
Dansk træner vinder Messi-duel og leder Vancouver i finale
Jesper Sørensens Vancouver-hold slog Inter Miami med Lionel Messi på holdet og er i finalen i Champions Cup.
Megan Briggs/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Vancouver Whitecaps, der har danske Jesper Sørensen som cheftræner, er klar til finalen i det nord- og mellemamerikanske svar på Champions League - Champions Cup.
Natten til torsdag vandt den canadiske klub på udebane med 3-1 over Inter Miami, der stillede med en perlerække af profiler som Lionel Messi, Luis Suarez, Jordi Alba og Sergio Busquets.
I sidste uge havde Jesper Sørensens mandskab på eget græs vundet det første opgør med 2-0.
Miamis spanske venstrekant, Jordi Alba, bragte efter ni minutter spænding tilbage i duellen, da han gjorde det til 1-0 for værterne.
Føringen holdt frem til pausen, hvor trænerne fik mulighed for at give spillerne en peptalk før anden halvleg, hvor Vancouver kom stærkt ud.
Jesper Sørensen kunne fra sidelinjen se sit hold tage føringen med to scoringer inden for de første ti minutter.
Først fik Brian White udlignet til 1-1, inden Pedro Vite gjorde det til 2-1 for de canadiske gæster.
20 minutter før slutfløjt cementerede Sebastian Berhalter Vancouvers sejr, da den 23-årige midtbanespiller gjorde det til 3-1.
I finalen skal Vancouver op mod vinderen af en mexicansk duel mellem Tigres og Cruz Azul.
51-årige Jesper Sørensen har gang i en fremragende sæson i Vancouver, der ansatte danskeren, efter at han i december blev fyret som cheftræner i Brøndby.
I den amerikanske liga MLS fører Sørensens hold den vestlige konference med et pænt hul ned til de nærmeste konkurrenter. Det er blevet til 23 point i de første ti ligakampe for Vancouver.
/ritzau/