København, 29/06/2025 - 13:11
Meningitisramt spansk stjerne er overraskende klar til EM
Efter blot nogle dages indlæggelse med viral meningitis er Aitana Bonmatí udskrevet og spilleklar til EM.
Albert Gea/Reuters
Af: /ritzau/
Lørdag kom det frem, at Aitana Bonmatí, verdens bedste kvindelige fodboldspiller de to seneste år, i flere dage havde været indlagt med viral meningitis og var stærkt tvivlsom til det forestående EM.
Men det går hurtigt i showbiz, som man siger. Søndag er hun blevet udskrevet fra hospitalet og meldes nu klar til EM.
- Efter flere dages indlæggelse med viral meningitis er Aitana Bonmatí blevet udskrevet fra hospitalet og slutter sig til det spanske landshold i de kommende dage, lyder det på Det Spanske Fodboldforbunds (RFEF) hjemmeside.
Det er en markant styrkelse af det spanske mandskab, som er forsvarende verdensmester og også vandt den seneste udgave af Nations League.
Midtbanespilleren Bonmatí fra FC Barcelona har været en vital del af det mandskab, som har sikret sig begge triumfer.
Lørdag var tonerne og udsigterne ellers noget mere dystre fra den spanske landstræner Montse Tomé, da hun oplyste, at Bonmatí var blevet indlagt for nogle dage siden.
- Lægerne siger, det er under kontrol. At snakke om meningitis kan være skræmmende, men der burde være styr på det, lød det fra Tome ifølge Reuters.
- Aitana vil blive overvåget nøje, og det er på nuværende tidspunkt umuligt at sige, hvor længe hun vil være ude.
Spilleren selv delagtiggjorde offentligheden i sin indlæggelse med en story på Instagram, der viste, at hun fulgte sit holds testkamp mod Japan fra hospitalssengen. Spanierne vandt kampen 3-1 trods fraværet af stjernen.
I hidtil 78 landskampe er det blevet til 30 scoringer for midtbanespilleren.
Spanien er ved EM i gruppe med Portugal, Belgien og Italien. Første kamp er mod portugiserne 3. juli.
/ritzau/