København, 30/07/2025 - 15:09
Politiet efterlyser mistænkt efter Glostrup-skyderi
Politiet efterlyser en mørkklædt mand i forbindelse med et skyderi i Glostrup tirsdag, hvor en mand blev ramt.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Politiet efterlyser en mand i mørkt tøj med hovedbeklædning i forbindelse med et skyderi i Glostrup tirsdag aften.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Manden blev set løbe fra stedet efter skyderiet på en parkeringsplads ved Grankoglen i Glostrup omkring klokken 21.30 tirsdag aften.
Politiet opfordrer offentligheden til at henvende sig, hvis man har set noget.
En mand i 30'erne blev ramt i forbindelse med skyderiet og blev efterfølgende hastet på hospitalet, hvor han fortsat er indlagt. Politiet kan for nuværende ikke oplyse noget om hans tilstand.
Ifølge Ekstra Bladet blev han fundet liggende ved sin bil, kort efter skuddene blev affyret. Han var blevet ramt i hovedet.
Avisen skriver også, at han har forbindelse til bandemiljøet i Københavns Nordvestkvarter.
- Efterforskningen er stadig i gang, og på nuværende tidspunkt kan vi ikke sige noget om motiv eller tilhørsforhold, siger Charlotte Skovby, der er vicepolitiinspektør i Københavns Vestegns Politi, til Ritzau.
Politiet har en mobil station ved Grankoglen indtil klokken 20 onsdag og opfordrer folk, der har set noget, til at henvende sig, oplyser Københavns Vestegns Politi på X.
- Hvis man tænker at have set et eller andet, der kan gavne efterforskningen bedes man kontakte politiet på 114 eller henvende sig til betjentene på stedet, siger Charlotte Skovby.
/ritzau/