Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Lyngby, 26/04/2024 - 21:40

Lyngby og Vejle deler i intens bundgyser

German Onugkha skaffede Vejle 1-1 i Lyngby og holdt dermed afstanden til redning nede på to point.

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er status quo mellem Lyngby og Vejle i bunden af nedrykningsspillet efter 1-1 i en nervepirrende gyser fredag aften.

Sævar Magnusson bragte Lyngby på sejrskurs, men German Onugkha sikrede pointdelingen i starten af anden halvleg i et opgør, hvor begge hold gik helhjertet efter sejren.

Med resultatet har Lyngby og Vejle nu henholdsvis 26 og 24 point lige over og under nedrykningsstregen.

Kampens enorme betydning satte sit præg på de første 37 minutter, som var både uden rytme og specielt mange muligheder, men til gengæld spækket med intensitet og dueller.

Lyngby havde mest initiativ, og derfor var det heller ikke helt hen i vejret, da holdet brød dødvandet og bragte sig på 1-0, da islændingen Sævar Magnusson vendte flot rundt og sparkede bolden op i hjørnet efter landsmanden Kolbeinn Finnssons indlæg.

Målet satte gang i opgøret med det samme.

Vejle-spids German Onughka var tæt på et hurtigt modsvar, men Lyngby-keeper Jannich Storch klarede forsøget, og i den anden ende appellerede værterne kort før pausefløjt også kraftigt, men forgæves, for et gult kort nummer to til stopperen Denis Kolinger.

Underholdningen fortsatte i anden halvleg, og efter 49 minutter kom kvitteringen, da Lyngbys forsvar passivt valgte at lade Vejle-topscorer Onughka stå helt blank og heade Musa Juwaras indlæg i nettet.

Begge hold havde herefter overtaget i perioder, og chancerne faldt med jævne mellemrum, men både Storch og især engelske Nathan Trott i Vejle-buret hev store redninger ud af ærmet.

/ritzau/

København, 07/05/2024 - 08:00

Dansk sanger i spidsen for opgør med perfekthedskulturen

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Når Jada til sommer debuterer på Grøn, bliver det ikke kun som artist. Sangeren er også udpeget til dette års Plads til forskelle-ambassadør.

Sangeren Jada har brugt en del af sin store stemme til at tale højt om vigtigheden af selvkærlighed.

Derfor er hun nu udpeget til dette års Plads til forskelle-ambassadør.

Det oplyser Grøn, som Muskelsvindfonden og Tuborg står bag, samt radiokanalen Nova og sportstøjbrandet hummel i en fælles pressemeddelelse.

- Det betyder meget for mig at arbejde mod en verden, hvor der er plads til alle, siger Jada blandt andet i pressemeddelelsen.

Jada har været med til at designe en T-shirt, hvis overskud sammen med publikums pantdonationer går til Muskelsvindfondens projekt Pærfekt, der kæmper for at nedbryde perfekthedskulturen.

- Vi startede med at tænke over to ting, der gør mig lidt anderledes end andre, siger Jada i pressemeddelelsen og uddyber:

- Det er min tøjstil, som tit kan være "for meget" - her er T-shirtens grafik inspireret af en kæmpestor grøn latex-hat, jeg har - og det, at jeg ofte føler mig som en stor blanding af følelser - lidt som en smoothie. For mig handler det om at snakke åbent om mine følelser og skrive sange om dem.

Den 31-årige sanger er kendt for hits som "Nudes", "Don't Say My Name And Forget It Again" og "I'm Back". Ud over at være Grøns nye ambassadør skal Jada også optræde på dette års koncertkaravane for første gang.

Resten af navnene på plakaten udgøres af Tobias Rahim, tv-2, Burhan G, Hugorm, Kesi, Scarlet Pleasure og Blæst.

Grøn kører i år fra den 18. til den 28. juli og kommer forbi otte danske byer rundt om i landet.

Koncertkaravanen indledes i Tårnby og slutter i Valby efter at have været forbi Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense og Næstved undervejs.

Grøn har eksisteret siden 1983 og havde dermed 40-års jubilæum sidste sommer.

/ritzau/

Læs Mere >>

Malmø, 07/05/2024 - 06:00

Danske dansere kæmper for Cypern i årets Eurovision

50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix

Hvis Cypern ender med at vinde hele Eurovision, er der dansk drys over sejren.

Selv om Danmarks Eurovision-håb, Saba, først skal synge for en finaleplads i torsdagens semifinale i det internationale melodigrandprix, er der allerede danskere på scenen i den første semifinale, som løber af stablen i Malmö Arena i den svenske storby tirsdag aften.

Fire danske dansere, Theo B. Koefoed, Thomas Hegnet, Sebastian Laurentius Nielsen og Martin Daugaard, er en del af Cyperns optræden, som tilmed er den første, der går på scenen i årets Eurovision.

- Det har været virkeligt fedt indtil videre. Det er noget, vi slet ikke havde forventet ville ske, lyder det fra de fire danske fyre på den turkis løber til åbningsceremonien.

Cypern har været "Down Under" for at hente sin deltager. Det er den australskfødte sangerinde Silia Kapsis, som stiller op for middelhavsøen med nummeret "Liar".

17-årige Silia Kapsis har både græske og cypriotiske aner i sig, men hun er født og opvokset i den australske storby Sydney.

Hvordan en australsk sanger, der stiller op for Cypern, er blevet flankeret af fire danskere, forklarer danserne her:

- Det er faktisk Silia selv. Hun kender en koreograf i Los Angeles, som kender en koreograf i Danmark, og hun har taget kontakt til os alle fire og skaffet os jobbet igennem det, fortæller de fire danskere begejstret.

Faktisk har de øvet deres Eurovision-optræden i Danmark, tilføjer Silia Kapsis på engelsk, inden hun kaster sig ud i de gloser, hun kan på dansk:

- Mange tak! Hyggeligt!, siger hun med stor entusiasme.

Så hvis Cypern ender med at vinde hele Eurovision, er der et dansk drys over sejren.

- Ja, det synes vi godt lidt, man kan sige, udbryder de danske dansere begejstret.

Men først skal Cypern som bekendt kvalificere sig til en plads i finalen, som finder sted lørdag 11. maj.

Der stiller så mange lande op i Eurovision, at finalefeltet findes over to semifinaler.

I den første semifinale kæmper 15 lande om en finaleplads, men kun ti nationer går videre.

Ud over førnævnte Cypern er Kroatien, der er foreløbig favorit til at vinde hele baduljen, og Luxembourg, som vender tilbage i grandprixet efter 31 års fravær, også blandt kombattanterne i tirsdagens semifinale.

Torsdag 9. maj afholdes den anden semifinale, hvor Danmark skal i ilden. Her kæmper 16 lande for en af de ti sidste finalepladser.

Der er plads til 26 lande i finalen, og seks nationer er allerede sikret en af de eftertragtede billetter. Det er Spanien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien, da de betaler den største del af gildet. Og så er sidste års vindernation, som er Sverige, også garanteret en plads.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/05/2024 - 08:00

FAKTA: Udbyttet kan variere

* Når du dyrker eksotiske frugter, kan udbyttet være forskelligt fra år til år.

* Derfor kan det være, at der ikke kommer frugt i en sæson, men året efter kan planten bugne med frugt.

* Det kan blandt andet skyldes temperaturerne. For eksempel kan blomsterne gå til, hvis planten begynder at blomstre i en frostperiode.

* Derudover kan de insekter, der bestøver blomsterne, risikere at dø, og dermed vil der ikke komme frugter.

Kilde: Berit Rørbøl, haveekspert hos Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 07/05/2024 - 08:00

Fra ferskner til figner: Dyrk eksotiske frugter derhjemme

J. Scott Applewhite/Ritzau Scanpix

Abrikoser, ferskner eller vindruer. Det er bare nogle af dine muligheder, hvis du vil dyrke eksotiske frugter. Få gode råd til, hvad du bør tænke over.

Vi er vant til at kunne købe diverse eksotiske frugter i supermarkedet.

Men du også selv give i kast med dyrkningen derhjemme.

Før du beslutter dig for, om du skal kaste sig over abrikoser eller ferskener, bør du sætte dig ind, hvad den enkelte frugtplante kræver af sine omgivelser for at vokse.

For det kan være forskelligt fra plante til plante, siger Berit Rørbøl, der er haveekspert hos Videncentret Bolius.

- Man bør finde ud af, hvad de kan tåle i forhold til luftfugtighed og temperatur. Og så skal man kigge på forskellige sorter inden for den enkelte art. For nogle kan være bedre egnet til det danske klima.

- Er det for eksempel fersken, kan man tjekke, hvilke sorter der er mere hårdføre end andre, siger hun.

Du kan også med fordel undersøge, hvor henne i verden frugtplanterne er produceret.

For planter, der er udviklet i et meget varmt klima, kan få et chok, når de møder det køligere danske vejr.

- For eksempel vil frugtplanter produceret i Holland formentlig klare sig bedre i Danmark end dem fra Spanien, fordi det hollandske klima minder mere om vores, siger Berit Rørbøl.

Sætter du planterne ud på denne årstid, bør du være ekstra opmærksom på at få givet dem nok vand.

Det skyldes, at det kan udtørre rødderne, hvis de står i en bar og varm jord, der mangler væske.

- Har man planten stående i krukker, bør man vande flere gange om ugen, fordi der fordamper mere vand end fra jorden.

- Planter man i jorden, kan man holde øje med, hvor hurtigt jorden tørrer ud, men man bør typisk give en god vanding cirka en gang om ugen, hvor hele jorden bliver våd, siger haveeksperten.

Har du planer om at beholde planterne til næste sæson, bør du tage dig i agt for de køligere temperaturer, der kan strække sig til det sene forår.

Sådan lyder det Martin Jensen, der er seniorforsker i havebrugsproduktion hos Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet.

- Klimaforandringer gør typisk vores vintre og forår mildere, og når det bliver varmere om foråret, blomstrer vores træer tidligere, end de før har gjort. Men klimaet har stadig evnen til at lave sen forårsfrost.

- Det betyder, at vi får en længere periode, hvor der er risiko for at blomsterne bliver frosset af - især hos de eksotiske arter, siger han.

Derfor anbefaler Martin Jensen, at du sætter de planter, der har for vane at blomstre tidligt - som abrikos og fersken - op af en husmur, hvor boligens varme beskytter planten mod frosten.

- I de dage, hvor der er risiko for frost, kan man putte en halmmåtte omkring planten, siger han.

Har du et drivhus, kan det ifølge seniorforskeren også være en god løsning.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek