Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/05/2025 - 08:00

Ekspert: FCK kan løbe med det hele i undervældende sæson

FCK ligger lunt til The Double før søndagens derby, men Peter Sørensen er skuffet over københavnernes sæson.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ved indgangen til de afgørende uger af sæsonen og søndagens derby mod Brøndby er FC København både favorit til at vinde mesterskabet og triumfere i pokalturneringen efter sejren på 1-0 i Viborg i den første semifinale.

Med andre ord kan Jacob Neestrups tropper ende med at snuppe det hele og sikre klubbens sjette "The Double".

Det paradoksale er bare, at det kan ske efter en sæson, hvor holdet sjældent har været prangende og ofte har fået hård kritik af både fans og eksperter.

- FCK ligger, hvor de gerne vil ligge efter en sæson, hvor de meget sjældent har været suveræne og kun i ganske få kampe har vist en mesterlig indsats, lyder udlægningen fra Viaplay-ekspert Peter Sørensen.

Han hæfter sig ved, at FCK ikke en eneste gang i sæsonen har vundet med mere end to mål. Ud af holdets 15 ligasejre har syv været etmålssejre, mens otte er vundet med to overskydende.

- Det er påfaldende, og jeg ved ikke, om det er sket før, at en dansk mester ikke har vundet med mindst tre mål igennem en hel sæson, men holdet har alligevel vist noget soliditet og har nogle enkeltspillere, der har gjort en afgørende forskel, mener Peter Sørensen.

Inden Superligaens sidste fire runder fører FCK med 53 point foran FC Midtjylland med 52. Dernæst følger Brøndby med 47 point, og AGF, der på et tidspunkt var regnet som en farlig outsider, er helt nede på sjettepladsen med 40 point.

Med deres trupper og økonomi in mente mener Sørensen, at FCK og FCM burde have været mere suveræne. Han mener, at begge har været for ustabile i præstationerne.

- Den kritiske vinkel er, at vores to bedste klubber ikke har været bedre, for det gør, at Danmark står svagere internationalt. Deres toppræstationer har været for sjældne, og begge hold har haft for svært ved at fastholde momentum.

Sørensen vurderer, at FCM ikke i tilstrækkelig grad har været hurtig og god nok til at implementere nye midtbanespillere som Dani Silva, Denil Castillo og Pedro Bravo.

For FCK's vedkommende mener eksperten, at det har været en hæmsko at hente defensive spillere fra så mange forskellige lande og kulturer.

Københavnerne hentede sidste sommer Munashe Garananga fra Zimbabwe, brasilianske Gabriel Pereira, græske Pantelis Hatzidiakos, Rodrigo Huescas fra Mexico, peruanske Marcos Lopez og georgiske Giorgi Gocholeishvili.

- Jeg tror, at det har krævet rigtigt meget energi på træningsbanen i forhold til forsvarsprincipper, så det har kunnet koste relativt meget i andre parametre i spillet, lyder det fra Sørensen.

Han mener, at AGF og Brøndby bør ærgre sig over, at de ikke har formået at presse FCK og FCM mere i guldkampen, når de to store i hans optik har underpræsteret.

AGF har helt udspillet sin guldchance efter tre nederlag i træk, og Brøndby tror Sørensen heller ikke længere på. Han mener, at Brøndby bør have større fokus på at vinde onsdagens pokalsemifinale i Silkeborg end søndagens derby.

Sørensen er sikker på, at Brøndby som udgangspunkt vil give alt mod FCK, men træner Frederik Birk kan være tvunget ud i nogle overvejelser på mandskabsfronten.

- Hvor meget skal Mathias Kvistgaarden spille, hvis han har problemer med en skade? Og hvad med Nicolai Vallys? Skal man bruge ham, hvis han kan spille eller i så fald gemme ham, så han kan få afgørende betydning i pokalen?

- FCK er kommet bedre ud af den seneste uge og slog Viborg i pokalen uden at bruge alle sine bedste spillere. Uanset kan Brøndby stille et konkurrencedygtigt hold, så jeg tror, det bliver en lige kamp.

Der er kickoff på Brøndby Stadion klokken 16.

/ritzau/

Los Angeles, 06/05/2025 - 03:49

Mulig told på udenlandske film i USA giver blandede reaktioner

Mario Anzuoni/Reuters

Flere efterspørger detaljer i plan om told på udenlandske film fra USA's præsident, Donald Trump.

Det har medført blandede reaktioner, at præsident Donald Trump vil indføre en told på 100 procent på alle film produceret uden for USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters efter at have talt med flere ledere af filmselskaber.

Flere af kilderne udtaler sig på betingelse af anonymitet.

En person sammenligner filmproduktion med bilproduktion, hvor forskellige dele som filmoptagelser og visuelle effekter færdiggøres rundt omkring i verden og derefter samles i USA.

Nogle kilder er usikre på, hvorvidt tolden kun vil gælde arbejde udført andetsteds, eller om den også gælder projekter, der finansieres i samarbejde med udenlandske investorer.

Trump har ikke offentliggjort flere detaljer om, hvordan en told vil blive implementeret, siden han præsenterede planen mandag.

Filmproduceren Todd Garner siger, at de foreslåede toldsatser kan have en utilsigtet hæmmende effekt på kreativiteten.

Han henviser til instruktøren Steven Spielbergs film om invasionen af Normandiet i Frankrig under Anden Verdenskrig, "Saving Private Ryan".

- Hvordan ville du have lavet "Saving Private Ryan" i USA? I Shreveport?, siger Garner og henviser til en storby i Louisiana.

Skuespillernes primære fagforening, SAG-AFTRA, udsendte mandag en støttende udtalelse, efter at Trump havde præsenteret planen.

Fagforeningens administrerende direktør, Duncan Crabtree-Ireland, sagde, at fagforeningen støtter Trump-administrationens bestræbelser på at øge den indenlandske film-, tv- og streamingproduktion.

- Vi ser frem til at høre mere om detaljerne i den plan, som præsidenten har præsenteret, og til at fremme en dialog for at nå vores fælles mål, sagde han.

Trump sagde mandag til journalister, at han vil mødes med folk fra branchen for at sikre sig, at de kan lide idéen. Trump-administrationen oplyser, at der endnu ikke er truffet nogen beslutninger.

Hollywood får størstedelen af sine biografindtægter fra udlandet.

I 2024 kom omkring 70 procent af cirka 30 milliarder dollar i globalt billetsalg fra lande uden for USA og Canada, oplyser Daniel Loria, der er vicepræsident i organisationen Boxoffice Company.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

New York City, 06/05/2025 - 02:44

Rihanna og Asap Rocky venter deres tredje barn

Kylie Cooper/Reuters

Rihannas babybule tittede frem på vej til Met Gala i New York natten til tirsdag dansk tid.

Sangeren Rihanna er gravid igen. Dermed venter hun baby nummer tre.

Den 37-årige sanger med det borgerlige navn Robyn Rihanna Fenty ankom i en grå bluse og en nederdel på vej til den glamourøse modefest Met Gala i New York, hvor babybulen var synlig.

Det bekræfter hendes partner, rapperen Asap Rocky, på den røde løber, hvor journalister ønsker ham tillykke.

- Tak, tak, tak. Jeg er glad for, at alle er glade på vores vegne, for vi er i hvert fald glade, siger han.

Met Gala finder sted natten til tirsdag dansk tid.

Der er endnu ingen meldinger om barnets køn.

Parret har i forvejen sønnerne RZA, der blev født i maj 2022, og Riot, der blev født i august 2023.

Rihanna afslørede i 2023 ligeledes sin graviditet på opsigtsvækkende vis, efter at hun havde optrådt i pausen under Super Bowl. Hun havde stramt tøj på, og man kunne se en lille bule.

Derefter bekræftede en repræsentant for Rihanna, at hun var gravid.

Hun deltog senere samme år ved Met Gala, inden hun fødte i august.

Det er ikke usædvanligt, at der offentliggøres graviditeter ved Met Gala. Den pensionerede tennisstjerne Serena Williams og modellen Karlie Kloss afslørede deres graviditeter ved begivenheden i 2023.

Met Gala finder sted hvert år i maj og er et velgørenhedsarrangement, der markerer åbningen af museets årlige modeudstilling.

Temaet i årets udstilling er "Superfine: Tailoring Black Style". Gæsterne er ifølge magasinet Elle således blevet bedt om at iføre sig skræddersyet tøj som kjoler eller jakkesæt.

Mange gæster har fortolket det klassiske jakkesæt fra forskellige årtier, heriblandt værterne, racerkører Lewis Hamilton og skuespiller Colman Domingo.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

København, 05/05/2025 - 11:00

FAKTA: 120-dagesreglen

* 120-dagesreglen kan give anledning til misforståelser. Reglen betyder, at arbejdsgiver kan opsige funktionærer med et kortere varsel, hvis medarbejderen har haft 120 sygedage.

* Men man kan sagtens blive opsagt både før og efter de 120 dage med sit almindelige varsel efter funktionærloven, hvis afskedigelsen ellers har en saglig grund.

Kilde: Klara Elisabeth Hoffritz, der er politisk juridisk konsulent og advokat i fagforeningen HK Privat.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 05/05/2025 - 11:00

FAKTA: Medarbejdere med særlig beskyttelse

* Der er en række medarbejdere, som har en særlig beskyttelse i forhold til opsigelse, såsom gravide, personer med handicap samt arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter.

* Det betyder ikke, at de ikke kan blive fyret. Der er blot større krav til arbejdsgiveren, som skal kunne bevise, at opsigelsen ikke skyldes eksempelvis en graviditet - hverken direkte eller indirekte.

Kilde: Linda Nordstrøm Nissen, der er underdirektør og advokat i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Tekniq.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek