København, 29/07/2025 - 07:45
Knap 60 kilo flåede skrubber beslaglagt efter ulovligt fiskeri
Fiskeriinspektør mistænker, at fritidsfisker havde omsætning for øje med 18 garn og fangst på 60 kilo fisk.
Af: /ritzau/
En fritidsfisker i Ringkøbing Fjord er blevet taget i fiskeri med næsten 900 meter garn og en ulovlig fangst på mere end 60 kilo.
Det skriver Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i en pressemeddelelse.
Styrelsens fiskerikontrol havde tidligere på ugen modtaget en anmeldelse om ulovligt fiskeri i fredningsbæltet ved Skjern Å og foretog derfor en kontrol af området.
Her fandt kontrollørerne en jolle med to personer, hvoraf den ene person erkendte, at han havde fisket med de 18 garn, der lå i jollen.
Fritidsfiskere må maksimalt fiske med tre garn af en samlet længde på 135 meter.
De 18 garn målte 883 meter. Kontrollørerne beslaglagde garnene samt fangsten, der bestod af 59 kilo flåede skrubber, en laks på 2,3 kilo samt en helt på 0,8 kilo.
Fiskeriinspektør Steen Majland understreger, at det er bekymrende, når reglerne for fiskeri ikke overholdes.
- Med den store mængde garn, der her er tale om, kan der være tale om fiskeri med omsætning for øje, hvilket er i strid med reglerne for fritidsfiskere, da de ikke må omsætte deres fangster, siger han i meddelelsen.
Han tilføjer, at fiskeren derudover havde fanget og beholdt en fredet laks. Laks er forbudt at hjemtage fra fiskeri i Ringkøbing Fjord.
- Vi kunne ligeledes konstatere, at flere af de beslaglagte garn ikke havde det lovlige maskemål, der blandt andet skal beskytte laksen i Ringkøbing Fjord, tilføjer fiskeriinspektøren.
Sagen betegnes af styrelsen som en grov overtrædelse, hvorfor den pågældende fritidsfisker kan se frem til en bøde, at få konfiskeret sine garn og sin fangst og inddraget sit fisketegn.
/ritzau/