København, 23/02/2023 - 10:00
Gennemgå dine forsikringer hvert år: Der kan være penge at spare
Hvis du vil sikre dig, at du har den bedste dækning til den laveste pris, anbefaler en forbrugerøkonom, at du gennemgår dine forsikringer en gang om året.
Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus
Ligesom mange andre danskere betaler din husstand nok også for både indbo-, bil- og rejseforsikring. Og det kan mærkes på pengepungen, når regningerne skal betales.
Men der kan faktisk være penge at spare, hvis du sørger for at gennemgå dine forsikringer med jævne mellemrum.
Sådan lyder anbefalingen fra Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom i FDM.
- Det går godt for forsikringsselskaberne for tiden, og hvis man som forbruger vil være en del af den fest, er man nødt til selv at gøre noget aktivt, siger han og tilføjer:
- Jeg har set forsikringspriser på Tesla Model Y, der svinger fra 6000 til 18.000 kroner årligt for den samme person.
Han anbefaler, at du en gang om året gennemgår dine forsikringer for at være sikker på, at du betaler den bedste pris.
- En bilforsikring er faktisk et meget ens produkt hos forsikringsselskaberne. Derfor kan man med fordel gå efter prisen, siger Ilyas Dogru.
Med indboforsikringen skal man dog lige sikre sig, at ens forsikringsbehov fortsat er tilstrækkeligt dækket.
Han peger på, at forsikringsselskaberne typisk også giver samlerabat, hvis man har flere forsikringer i samme selskab. Men samlerabat er ikke ensbetydende med, at du får den lavest mulige pris.
Hvis du vælger at samle dem, skal du være opmærksom på, at anmeldte skader på en af dine forsikringer godt kan påvirke prisen på en anden forsikring.
En ridse i lakken på din kaskoforsikring kan altså øge prisen på din indboforsikring. Det fremgik af en undersøgelse fra Finanstilsynet i 2022.
- Som forsikringstager skal man vænne sig til at presse sit forsikringsselskab, hvis man vil spare penge. Og man kan stå stærkere i forhandlingen ved at indhente tilbud fra andre forsikringsselskaber, siger Ilyas Dogru.
Han anbefaler, at du sammenligner priserne på forsikringsguiden.dk, som Forsikring & Pension og Forbrugerrådet Tænk står bag.
- Du kan få et hurtigt overblik over de vejledende priser, og du kan så vælge top tre og ringe til dem for at spørge, hvad deres bedste pris er, siger han og tilføjer:
- De sidder klar på telefonerne og er sultne efter kunder.
Og du kan roligt skifte forsikringsselskab, hvis du finder en bedre pris. Du vil nemlig ikke ende i en situation, hvor du står uden en forsikring, så længe du husker at betale dine regninger rettidigt.
Hvis du er i tvivl om, hvilke forsikringer der passer bedst til din husstand, kan du også bruge forsikringsguiden.dk til at teste dit behov.
Det forklarer forsikringsekspert hos Forsikringsoplysningen Anne Garde Slothuus.
- Man vil opleve på forsikringsguiden.dk, at priser og dækning er opdaterede, så de passer med, hvad forsikringsselskaberne oplyser på deres egne hjemmesider, siger hun og tilføjer:
- Men det betyder ikke, at man ikke kan kontakte selskaberne og bede om et tilbud. Det kan man altid gøre.
På din indboforsikring anbefaler hun, at du er ekstra opmærksom på forsikringssummen - altså den samlede værdi af dit indbo.
Det er nemlig både en dårlig idé at betale for en for lav og en for høj forsikringssum. En for lav påvirker dækningen af anmeldte skader, og en for høj sum er spildte penge.
/ritzau fokus/