Washington D.C., 02/05/2025 - 23:42
USA vil fejre hærens jubilæum med parade på Trumps fødselsdag
Den amerikanske hærs jubilæum falder sammen med Donald Trumps fødselsdag. Trump vil markere dagen med parade.
Stephen Crowley/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den amerikanske præsident Donald Trump vil fejre USA's hærs 250 års jubilæum med en militærparade 14. juni i Washington D.C.
Det bekræfter Anna Kelly, som er talsperson for Det Hvide Hus, i et opslag på det sociale medie X, skriver nyhedsbureauet AFP.
Hærens jubilæum og paradedatoen falder sammen med, at Donald Trump 14. juni fylder 79 år.
Det har længe været en ambition for Trump at holde en militærparade.
Han nævnte det allerede i sin første præsidentperiode, efter at han havde overværet en parade på Bastilledagen i Frankrig.
Men dengang blev paraden ikke til noget grundet bekymringer for prisen, og for at militære køretøjer ville beskadige vejene.
Muriel Bowser, som er borgmester i Washington D.C., har tidligere udtalt sig om paraderygterne. Dengang sagde hun, at der skulle følge flere millioner dollar med til at reparere veje, hvis militærkøretøjer skulle deltage.
Ifølge anonyme embedsfolk, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, er planlægningen af fejringen stadig i gang.
Men ifølge dokumenter, som nyhedsbureauet har set, kan fejringen vare op imod en uge og inkludere flere tusinde soldater.
Ifølge dokumentet står fejringen til at kulminere med paraden.
Reuters skriver, at det er uvist, hvor meget en parade vil koste.
En embedsmand siger til nyhedsbureauet, at det er uklart, om Det Hvide Hus har bedt om paraden, eller om det er hæren selv, som er kommet på idéen.
Det er generelt sjældent, at der holdes militærparader i USA.
Den sidste større parade i USA fandt sted i 1991, hvor afslutningen på Golfkrigen blev markeret.
/ritzau/