Herning, 04/08/2025 - 10:56
FCM køber kroatisk forsvarsspiller med slutrundeerfaring
FC Midtjylland har været på indkøb hos italienske Bologna og hentet Martin Erlic, som får en femårig kontrakt.
Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
FC Midtjylland køber den kroatiske forsvarsspiller Martin Erlic fra italienske Bologna.
Det skriver FCM på fodboldklubbens hjemmeside.
Den 27-årige midterforsvarer var blandt andet udtaget til Kroatiens VM-trup ved slutrunden i Qatar i 2022. Her vandt Kroatien bronze, dog uden at Erlic kom på banen.
Erlic er noteret for ti landskampe og var ligeledes med i den kroatiske trup ved EM-slutrunden i Tyskland sidste år.
- Martin er præcis den type, vi har ledt efter; en forsvarsspiller med international erfaring, taktisk disciplin og en naturlig autoritet, siger FCM-sportschef Kristian Bach Bak til klubbens hjemmeside.
Allerede som 16-årig flyttede Erlic til Italien, og han har kun spillet klubfodbold i Italien. Det har været for klubberne Sassuolo, Spezia og senest Bologna, som i sidste sæson vandt den italienske pokalturnering.
Nu skal Erlic for første gang spille for en klub uden for Italiens grænser.
- Jeg kommer med ambitioner. Jeg vil vinde, spille med om titler og være med til at føre klubben endnu længere i Europa. Det er tydeligt, at Midtjylland har store drømme, og dem deler jeg, siger kroaten.
Erlic skal nu til at lære engelsk hurtigt, tilføjer han.
- Italien har formet mig som forsvarsspiller. Jeg har været en del af stærke miljøer, hvor struktur og beslutsomhed er helt centrale principper. Det er værdier, jeg tager med mig på banen hver dag, siger han.
FCM har indledt sæsonen i Superligaen med fem point i de første tre kampe.
Erlic er den anden spiller fra den bedste italienske række, Serie A, som mandag er skiftet til en dansk superligaklub.
Tidligere mandag morgen annoncerede FC Nordsjælland norske Ola Solbakken som ny spiller i truppen. Han er hentet i AS Roma.
/ritzau/