Moskva, 04/06/2025 - 22:44
Pave Leo opfordrer Putin til fred i første telefonsamtale
Vladimir Putin og paven har for første gang talt i telefon sammen, siden pave Leo tiltrådte i maj.
Af: /ritzau/AFP
Vladimir Putin har onsdag talt i telefon med pave Leo om krigen i Ukraine, hvor paven har opfordret den russiske præsident til at "vise en gestus, der fremmer fred".
Det er første gang, at de to taler i telefon sammen, siden den amerikanskfødte pave blev leder af den katolske kirke i maj.
Pave Leo understregede desuden "vigtigheden af dialog for at opnå positiv kommunikation mellem parterne og at forsøge at finde løsninger på konflikten".
Putin sagde selv, at han ønsker at opnå fred gennem diplomati.
Han hævdede også, at "regimet i Kyiv satser på en eskalering af konflikten og udfører sabotage mod civil infrastruktur på russisk territorium", lyder det i en udtalelse fra Putin.
Det lyder videre, at samtalen var "konstruktiv".
Putin understregede i samtalen, at det er "nødvendigt at fjerne de dybtliggende årsager for at nå frem til en endelig, retfærdig og omfattende løsning på krisen".
Ifølge nyhedsbureauet AFP henviser denne udtalelse til vidtgående krav, som Rusland regelmæssigt fremsætter. Det plejer at omfatte en begrænsning af Ukraines militær, forbud mod landets optagelse i Nato og territoriale indrømmelser.
Ukraine har afvist disse krav og krævet en betingelsesløs våbenhvile, hvilket Rusland har afvist.
/ritzau/AFP