Roskilde, 28/06/2025 - 05:30
Roskilde Festival tjekker gæsters humør med kunstig intelligens
Dødsulykke fra 2000 præger fortsat, hvordan Roskilde Festival sørger for sikkerheden under koncerter.
Brian Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Lørdag åbner Roskilde Festival hegnet til campingpladsen, så gæster kan slå telte op og pløkker i jorden.
Men årets festival afholdes på et dystert bagtæppe.
I år er det nemlig 25 år siden, at ni personer mistede livet ved Pearl Jam-ulykken 30. juni 2000.
Et pres blandt 50.000 publikummer endte med at betyde, at en gruppe festivalgængere blev mast mod jorden.
Tre danskere, tre svenskere, en tysker, en australier og en hollænder mistede livet efter ulykken foran Orange Scene den aften.
Tragedien fik Roskilde Festival og andre festivaler til at ændre fundamentalt på sikkerheden.
Sådan lyder det fra sikkerhedschef på festivalen Morten Therkildsen.
I dag kan det ses på et øget antal sikkerhedspersoner, uddeling af vand til gæsterne og rækværk i metal, der fjerner trykket på de forreste publikummer foran festivalscenerne.
Men i år tager festivalen et mere usynligt værktøj i brug.
- Vi tester et nyt program baseret på kunstig intelligens, der kan måle, hvor tæt folk står på hinanden, og hvordan de bevæger sig, siger sikkerhedschefen.
Det er ikke første gang, at festivalen tester programmer med kunstig intelligens, men som noget nyt måler festivalen i år også på, hvor godt humør gæsterne er i.
- Den kan tælle hoveder og skuldre og måle, hvor hurtigt folk går. Og så kan den også måle ansigtsudtryk og humør, siger sikkerhedschefen.
Han understreger, at teknologien hverken skal erstatte menneskelige operatører eller kan tolkes som ansigtsgenkendelse.
- Den kan ikke genkende ansigter. Den vil ikke kunne se: "Det er Morten, der går der". Det er udtryk, den kigger efter. Vi kan ikke sidde bagefter og se personer, siger Morten Therkildsen.
- Den kan sige til os: "Hey, nu går folk langsommere. Eller nu er folk kede af det" i det område, vi kigger på, tilføjer han.
Festivalen har brugt kameraer i snart 25 år, men med den nye software får de mere indgående data, der kan bruges i arbejdet med sikkerheden på festivalen, siger Morten Therkildsen.
Teknologien testes blandt andet på Orange Scene og Arena.
/ritzau/